Bandemedlem får fængselsstraf og udvisning for hjemmerøveri i Mjølnerparken

Et medlem af Nørrebrobanden Brothas er blevet idømt fængselsstraf på over fem år og permanent udvisning af Danmark efter hjemmerøveri.

Torsdag afsagde Københavns Byret dom i en sag, som kredser om et hjemmerøveri i Mjølnerparken.

Her blev en 36-årig mand, der er et toneangivende Brothasmedlem, idømt fem et halvt års fængsel og en permanent udvisning af Danmark.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

quote Det er afgørende, at borgerne kan føle sig trygge og ikke skal betale bandemedlemmer penge for at få lov til at bo i et specifikt område.

Anne Jacobsen, anklager hos Københavns Politi

Manden, der er irakisk statsborger, var udover tiltalen for hjemmerøveri også tiltalt for afpresning, vidnetrusler og våbenbesiddelse.

Alle tiltaler på nær tiltalen om våbenbesiddelse tager afsæt i et hjemmerøveri mod en beboer i Mjølnerparken i august 2017. 

Her tvang den irakiske mand sig adgang til lejligheden sammen med en endnu uidentificeret medgerningsmand, hvor de truede beboeren med både pistol og kniv for at få udleveret kontanter.

Da beboeren ikke havde kontanter i lejligheden forlangte gerningsmændene i stedet, at der skulle betales 5.000 kroner om ugen for at blive boende i Mjølnerparken.

Alarmopkald var vigtigt bevis

Det lykkedes for beboeren at ringe 112 under hjemmerøveriet, og det blev siden et centralt bevis i sagen sammen med vidneforklaringer. Desuden indgik politiets observationer i området dagene før og efter hjemmerøveriet også i sagen. 

Politiet kunne efter noget tid anholde den nu dømte mand på hans lejlighed. Under ransagningen fandt man desuden flere våben - blandt andet en plomberet pistol, en signalrevolver og flere knive.

Hos anklagemyndigheden glæder anklager Anne Jacobsen sig over dommen.

- Jeg er tilfreds med, at retten idømmer hårde straffe, når almindelige borgere udsættes for kriminalitet i deres hjem. Det er afgørende, at borgerne kan føle sig trygge og ikke skal betale bandemedlemmer penge for at få lov til at bo i et specifikt område, siger hun i en en pressemeddelelse.

På trods af at manden har boet i Danmark 17 år i Danmark og har to børn i landet, har retten valgt at udvise ham permanent. Her vægtede retten blandt andet den alvorlige kriminalitet og det faktum, at han tidligere var blevet betinget udvist af Danmark for personfarlig kriminalitet.

Den irakiske mand ankede dommen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik