Bandekonflikt: Politikere vil have mere politi i Ballerup

Venstre og Socialdemokratiet vil bekæmpe bandeproblemer og have mere politi på gaden i Ballerup.

Københavnsområdet er hårdt plaget af bandekonflikt for tiden. Det gælder også i Ballerup, hvor en skudepisode senest fandt sted natten til 1. oktober.

Her blev en 22-årig mand ramt af skud i benet, da en eller flere gerningsmænd affyrede flere skud mod en bil i Hedeparken.

Det fik to dage senere politiet til at oprette en såkaldt visitationszone, der gør det muligt for politiet at visitere personer uden nogen begrundet mistanke om, at den pågældende person er i besiddelse af eksempelvis våben.

På dagsordenen i valgkampen

Og den eskalerende bandekonflikt kommer også til at spille en rolle ved det kommende kommunalvalg.

Venstres formand i Ballerup og medlem af kommunalbestyrelsen, Mikael Wandel, går således til valg på at bekæmpe bandeproblemerne i byen.

- Vi gik også til valg på det ved sidste valg, men med de episoder, der har været, er det selvfølgelig blevet selvforstærkende, siger han til TV2 Lorry og understreger omfanget af bandeproblemer i byen.

- Det er stort. Sidste år havde vi et rockerrelateret parteringsdrab, vi har skyderier på åben gade, og sidste år blev to unge drenge stukket ned. Det er et problem, vi skal italesætte.

Ballerups Borgmester, Jesper Würtzen S., er enig.

- I hele København er der problemer med bandekriminalitet, og det er der også i dele af Ballerup, siger han.

Vil tvinge børn i institution

Konkret vil Venstre sørge for at få fat i børn helt ned til børnehavestadiet og sikre, at alle børn bliver tvunget i daginstitutioner, så de kan få et samvær med andre børn.

Uanset om der er tale om etnisk danske børn eller indvandrerbørn.

- Jeg er ligeglad med, hvilken farve folk har. Loyal to Familia skelner ikke mellem, om man er dansker eller har anden etnisk baggrund. De vil bare have nogle medlemmer, siger han.

Ifølge borgmester, Jesper Würtzen S., arbejder man allerede med en stor forebyggende indsats, der både involverer det lokale SSP-samarbejde og jobcentret for at holde de unge beskæftiget.

Mere politi på gaden

Han fortæller, at forebyggelsen virker, og at ungdomskriminaliteten er faldende i byen. Det er dog ikke alle, der kan holdes ude af banderne med forebyggelse.

- Vi må bare konstatere, at vi kan forebygge alt det, vi vil, men når vi snakker deciderede bandemedlemmer, så er det politifolk, der skal til. Det er det, de har respekt for. Og derfor synes jeg også, det er en katastrofe, at Københavns Vestegns politi har mistet 124 betjente siden 1. januar 2016, siger Jesper Würtzen.

Den lokale politistation blev sidste år lukket helt ned i byen, men borgerne i Ballerup kan dog se frem til at få mere politi på gaden, hvis det står til Venstre-formand, Mikael Wandel.

Justitsministeren i spil

Borgmesteren vil tage problemet helt til top:

- Mere synligt politi på gaden er essentielt. Jeg vil arbejde for, at det bliver italesat over for folketingsgruppen og justitsministeren, at vi skal have mere politi på gaden, siger han og bakkes op af Jesper Würtzen.

- Jeg har jo brokket mig over, at vi mangler det politi, vi mangler. Og det er svært at forstå for borgerne, hvorfor vi ikke bare ansætter noget mere politi, men det hører jo under staten, siger han og tilføjer, at han forventer, at man fra Folketingets side vil sørge for, at byer som Ballerup får mere synligt politi på gaden.

Politikerne har begge en klar forventning om, at de øvrige partier også støtter op om indsatsen mod bandekriminaliteten i Ballerup.

- Der er fælles fodslag. Vi vil gerne være en børnevenlig by, og så duer det jo ikke, at vi har sådan nogle elementer til at rende rundt, siger Mikael Wandel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik