Bandebagmænd går fri

Københavns Politi erkender nu, at det kniber med at optrevle de kriminelle bander, fordi politiet ikke kan få ram på de centrale personer. Det skriver Politiken lørdag.

»De rigtig hårde
drenge er meget svære at få fat i. Flere af dem har vi haft
efterforskning kørende imod i lang tid, men det er ikke lykkedes
at fælde dem«, siger efterforskningsleder Svend Foldager,
Københavns Politi, til Politiken. Han mener, at det er blevet
endnu sværere end før, fordi banderne er blevet mere
sikkerhedsbevidste. Han siger, at de, som politiet har fået
varetægtsfængslet, f.eks. for våbenbesiddelse, ikke er »de
rigtig tunge drenge, men dem, som er lige i periferien«.
Københavns Politi kan ikke sætte præcist tal på, hvor mange
ledere der er i byens halve snes indvandrerbander, fordi de er
meget løst opbygget. I øjeblikket sidder to ledende
bandemedlemmer varetægtsfængslet, den ene i en sag om lejemord,
og den anden i en skudsag fra Vesterfælledvej. Selv ser Foldager
det som en succes, fordi lederne er så svære at få fat på: »De
sidder trækker i trådene, men lader andre om opgaverne. Samtidig
er der mange, der holder hånden over lederne«. I Rigspolitiets
Nationale Efterforskningscenter mener vicepolitiinspektør Jørgen
Skov Isalin, at politiets indsats over for banderne virker:»Men
man skal ikke bilde sig ind, at vi kan få bandekonflikten til at
forsvinde«, siger han til Politiken.