Bande pågrebet: Sagde de var politiet og franarrede ældre millioner

Fem mænd er blevet anholdt og sigtet for bedrageri begået mod to ældre kvinder. De udgav sig for at være bagmandspolitiet og snød kvinderne millioner.

Retfærdigheden ser ud til at ske fyldest, efter Nordsjællands Politi er lykkedes med at fange en forbryderbande, der erhvervede sig ved at franarre ældre kvinder deres værdier.

Og de var faktisk ganske gode til det.

I løbet af kun to uger var det lykkedes banden, som udgav sig for at være fra bagmandspolitiet, at snyde to kvinder på henholdsvis 78 og 95 år for næsten to millioner kroner.

Den ene fik stjålet 1,3 millioner, og den anden fik stjålet 450.000 kroner.

- Generelt er det uacceptabelt at berige sig selv ved at snyde andre, men vi ser meget alvorligt på denne type sager, da det omhandler ældre og sårbare personer. I den aktuelle sag ved vi, at de ældre i flere dage har gået alene med et pres om igen og igen at skulle skaffe værdier til gerningsmændene uden at turde involvere deres pårørende, og det er uacceptabelt, siger politikommissær Michael Gaml, der er sektionsleder i afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Nordsjællands Politi.

Det kunne være gået meget værre

Efterforskningen førte til, at politiet kunne anholde tre personer i aldersgruppen 16-18 år og sigte dem for bedrageri – de tre blev anholdt i netop det nabolag, hvor den 95-årige bor.

- Af hensyn til de ældre kvinders sikkerhed kan jeg ikke komme ind på de nærmere omstændigheder i sagen, men jeg kan dog sige, at jeg er meget tilfreds med, at det lykkedes os at forhindre, at en ældre kvinde mistede sine værdier, siger politikommissær Michael Gaml.

Senere afslørede efterforskningen, at yderligere to mænd, en 18 og en 21-årig, havde haft en betydelig rolle i at franarre de to kvinder deres værdier.

Alle fem personer har været fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre, og alle fem er blevet varetægtsfængslet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik