Bande hærgede boligkvarter - men nu er trygheden tilbage

Køge har succes i deres kamp mod kommunens bande-uroligheder. For at vinde kampen skal man bruge en million kroner - og en taskforce.

20 -30 unge fra banden Loyal to Familia hærgede sidste år Karlemoseparken. De havde hashklubber i kældrene, smadrede lamper ved opgangene, kom pludseligt ud fra mørket og opførte sig truende. Foto: Arkiv

Solen skinner igen på de beige og blå boligblokke, der udgør Karlemoseparken i Køge:

- Den største forandring er jo, at du kan gå her om aftenen. Trygt, siger Per Bach Lauritsen, beboerformand i Karlemoseparken.

For sådan har det ikke altid været. For bare et år siden herskede utrygheden her: 

- De sad her på bænkene. Inden vi fik kameraer op, så havde de jo frit spil til at lave det de skulle, fortæller Per Bach Lauritsen om den bande, der hærgede i bebyggelsen.

Beboerne følte sig jo truet, fordi de blev spurgt om hvad fanden de sku´ i deres eget område

Per Bach Lauritsen, beboerformand, Karlemoseparken

Beboerne var utrygge. 20-30 unge fra banden Loyal to Familia havde hashklubber i kældrene, smadrede lamper ved opgangene, hoppede ud fra mørket og opførte sig truende.

- Beboerne følte sig jo truet, fordi de blev spurgt om hvad fanden de sku´ i deres eget område, siger Per Bach Lauritsen.

Men situationen er en anden i dag. For en samlet indsats mellem beboerne, politiet, kommunens Helhedsplan og en særlig Taskforce, har sendt trygheden tilbage til kvarteret.

Læs også LTF-bande hærger Køge: Beboere tør ikke at tage ud

En million kroner og samtaler som våben

Køge kommune var allerede sidste år klar over at de måtte gøre noget alvorligt.

- Lige pludselig var Loyal to Familia der jo i vores områder. Gik rundt med deres rygmærker, sad og så truende ud. Det var et akut problem, siger Marie Stærke, borgmester i Køge, Soc. dem.

Så Taskforcen blev sat ind i Karlemoseparken, ved Ølbycentret og Hastrupparken.

03:03

Se indslaget: Køge har succes  med bandebekæmpelse

Luk video

Taskforcen er et tæt samarbejde mellem kommunens Ungecenter, Familiecenter, SSP og Midt- og Vestsjællands Politi. 

Taskforcen kunne spille på flere strenge. Men valgte samtale som hoved-våben:
 
- Det, der er mellem mennesker, det er det, der også virker. Vi har haft grundlæggende samtaler. Vi har haft ansat nogle mentorer, som har talt med de her bandemedlemmer. Prøvet at kigge på: "Hvad er det vi kan gøre for at hjælpe dig ud af det her". Og det er altså noget af det, der virker, siger borgmester Marie Stærke.

Taskforcen har både opsøgt fuldgyldige medlemmer af Loyal to Familia i fængslet. Og bandeaspiranter og kærester til dem, i deres eget hjem. For at fortælle hvor farligt et liv som bandemedlem er. For kæresten, familien og vennerne. Med referencer til skyderierne i København det sidste år.

Læs også Politiet finder våben i Køge: Var gravet ned i grønt område

Skruen strammes med samarbejde

Og så er samarbejdet mellem SKAT, folkeregisteret, SSP, skoler, og klubber intensiveret, og det har været klar succes:

- Nu fortsætter vi projektet i nogle lidt andre regi. Vi har gang i noget helhedsplanarbejde i nogle af vores udsatte boligområder, siger borgmesteren.

Og Taskforcens metoder og erfaringer bliver fremadrettet brugt, der hvor der er behov.

Karlemoseparken er - igen - et trygt sted at bo:

- Det er jordens lille paradis nu. Vi er sluppet af med alt det, der er ikke er godt, siger en glad Per Bach Lauritsen, beboerformand i Karlemoseparken.

Resultater fra Taskforcens arbejde:

Antallet af fuldgyldige bandemedlemmer er faldet fra 14 til 2.
Antallet af aspiranter til banderne er faldet fra 13 til 3.

Antallet af "medløbere" er faldet fra 7 til 0.
Ni personer har helt forladt bandemiljøet.

 

Kilde: Køge kommune

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret