Ballerup tæt på værtsskab for VM i banecykling i 2024

Danmarks Cykle Union (DCU) ventes at byde på og blive tildelt værtsskabet for VM i banecykling i 2024, som skal afholdes i Ballerup Super Arena.

En stor sportsbegivenhed kommer efter planen til hovedstadsområdet i OL-året 2024, hvor Ballerup Super Arena er udset til at danne ramme om verdensmesterskaberne i banecykling.

Danmarks Cykle Union (DCU) barsler med et officielt bud på værtsskabet, som de vil indsende til den internationale cykleunion UCI i løbet af september måned.

Lige nu mangler projektet en bevilling på to millioner kroner fra Københavns Kommunes Megaeventpulje, men hvis denne godkendes på et møde i Økonomiudvalget i starten af næste uge, vil ansøgningen om værtsskabet straks herefter blive afsendt.

Det er DCUs klare formodning, at UCI vil godkende ansøgningen og tildele værtsskabet til den danske nationalarena for banecykling for tredje gang siden årtusindeskiftet.

- Såfremt Københavns Kommune bevilliger pengene, så er det min klare opfattelse, at vi bliver annonceret som VM-vært inden måneden er omme, siger Henrik Jess Jensen, der formand for DCU med henvisning til det forestående VM i landevejscykling i Yorkshire, hvor UCI normalvis annoncerer kommende værtskaber i forskellige cykeldiscipliner.

- Vi har fået hvisket i øret af UCI, at hvis vi søger i 2024, så har vi meget gode chancer, lad os sige det sådan, siger han.

Ekstra interesse i et OL-år

Det er ikke tilfældigt, at 2024 er året, hvor DCU satser på et VM på velodromens fyrretræsbrædder.

Banecykling er nemlig en olympisk disciplin, og netop 2024 er året, hvor Paris er værter for de 33. olympiske lege.

I et såkaldt OL-år er interessen omkring et VM i banecykling normalt højere end andre år.

Og det vil kunne mærkes på medieopbuddet, tilskuertallet og seertallet på fjernsyn rundt omkring i verden, anslår DCU. Det til trods for, at verdensmesterskaberne i en ny reform flyttes til efteråret - altså efter OL er overstået - hvor det tidligere lå i foråret inden legene.

- Det betyder, at det bliver en form for OL-hævn. Men det betyder også, at de ryttere, der kommer fra et OL, vil komme med fart i benene, siger Henrik Jess Jensen.

- Vi vil få verdens bedste ryttere i topform, der kæmper om den største prestige, som der er i at vinde regnbuetrøjen. Det er cremen af cremen. Det kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved, siger han.

Sådan skal VM i banecykling 2024 finansieres

Det samlede budget til verdensmesterskaberne udgør 9,4 millioner kroner.

 

Sport Event Danmark har bevilliget 3,7 millioner kroner, mens Ballerup Kommune har bevilliget to millioner kroner.

 

Københavns Kommune er blevet anmodet om en bevilling på to millioner kroner.

 

Billetindtægter ventes at beløbe sig til en million kroner, mens øvrige indtægter som sponsorater, salg af mad, merchandise med videre udgør 1,7 millioner kroner.

 

 

Kilde: Danmarks Cykle Union

Borgmester glæder sig over muligt VM

I Ballerup har kommunalbestyrelsen allerede godkendt en bevilling på to millioner kroner til stævnet. Det er penge, der godt givet ud, mener borgmesteren.

- Banecykling er en aktivitet, som giver internationalt fokus og indtægter i kommunen. Det vil tiltrække omsætning i hovedstaden og Ballerup, siger Jesper Würtzen (S), borgmester i Ballerup Kommune.

- København og hele hovedstaden er kendt som en cykelby, og i forbindelse med Tour de France vil området brande sig som en cykelby – og her vil et VM i banecykling i Ballerup Super Arena være med til at styrke den fortælling, siger han.

Står og falder med Københavns bevilling

Mens Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune indstiller til rådhuspolitikerne, at de godkender den krævede sum på to millioner kroner, var der mere usikkerhed i kommunens Kultur- og Fritidsudvalg. 

Da Kultur- og Fritidsudvalget behandlede sagen den 22. august, anbefalede medlemmerne i et høringssvar sendt til Økonomiudvalget, at der udmøntes 500.000 kroner til DCU til VM i banecykling.

Men en sådan bevilling vil betyde, at projektet ikke kan realiseres.

- Budgetforudsætningen er to millioner fra Københavns Kommune. Og hvis ikke det foreligger, så kan vi ikke lave et bud. Så en bevilling på 500.000 kroner i stedet for to millioner vil desværre betyde, at vi ikke kan byde på værtsskabet, og vi i stedet må forsøge et andet år, siger Henrik Jess Jensen.

Hos det største parti på Rådhuset, Socialdemokratiet, er der opbakning til projektet og til at yde den krævede bevilling.

- Det er både min og Socialdemokratiets overbevisning, at et VM i banecykling er godt for København og en fed event for københavnerne, så vi støtter indstillingen, siger Jonas Bjørn Jensen, der er medlem af Økonomiudvalget og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget.

Et eventråd, som Københavns Kommune har nedsat, anbefaler selv over for landets største kommune, at man bakker op om begivenheden, selvom det finder sted uden for kommunegrænsen.

Her påpeger rådet, at langt størstedelen af de tilrejsende vil bo i København, mens det samtidig er med til at ”fastholde og øge Københavns styrkeposition som værtsby, særligt inden for cykelsport."

Ballerup Super Arena var også vært for VM i 2010. Her ses en rytter under træning forud for stævnet.
Ballerup Super Arena var også vært for VM i 2010. Her ses en rytter under træning forud for stævnet.
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Forventer turismeindtægter for 56 millioner kroner

Såfremt Økonomiudvalget i Københavns Kommune godkender bevillingen til projektet på to millioner kroner på det næste udvalgsmøde den 10. september, vil dette indarbejdes i og endeligt blåstemples ved kommunens forestående budgetforhandlinger.

Verdensmesterskaberne afvikles over fem dage med forskellige discipliner inden for banecykling, hvor omkring 300 atleter deltager, mens 500 mediefolk og 1.3000 officials ventes.

Den internationale cykelunion UCI er det øverste organ inden for international cykelsport, og de står for afholdelse af verdensmesterskaber inden for en bred vifte af forskelligartet cykelsport.

Ballerup Super Arena har dannet ramme for verdensmesterskaberne i banecykling to gange tidligere. Første gang var som netop opført i 2002, mens velodromen også husede VM i 2010. Dengang vandt Alex Rasmussen foran hjemmepublikummet guld i disciplinen scratch.

Ballerup Super Arena

Ballerup Super Arena er Danmarks største indendørs cykelbane og multihal med omkring 2.000 faste siddepladser ved banecyklingsstævne.

 

Arenaen anvendes blandt andet til Københavns seksdagesløb samt forskellige mesterskaber i banecykling. I 2002 og 2010 blev der afholdt VM i banecykling på arenaen.

 

Schürmann Architekten, der specialiserer sig i velodromer (cykelbaner) har tegnet Ballerup Super Arena, hvis tag kollapsede i januar 2003 som følge af en beregningsfejl. I 2005 genåbnede arenaen.

 

Arenaen er den ene af to overdækkede velodromer i Danmark – den anden ligger i Odense, mens Aarhus har en udendørs velodrom af ældre dato.

 

Foruden cykling har arenaen også lagt gulv til andre sportsgrene som håndbold og badminton, mens den også anvendes som koncertsal.

Efter VM i landevejscykling anses VM i banecykling som UCI's mest prestigefyldte mesterskab. Sporten er udbredt på verdensplan. Blandt store nationer i banecykling kan blandt andet nævnes Storbritannien, Australien, Tyskland, Frankrig, Holland, Rusland, New Zealand og Hong Kong.

Det anslås, at turismeindtægterne fra mesterskaberne eksklusiv billetindtægter vil udgøre 56 millioner kroner.

Det anslag er væsentligt højere end resultatet fra verdensmesterskaberne i 2010.

Ifølge Sport Event Danmarks effektmåling genererede stævnet dengang en turismeomsætning på 16,3 millioner kroner.

Foruden banecykling kan Ballerup Super Arena også anvendes til koncerter, mens andre sportsbegivenheder som VM i badminton i 2014 og VM i taekwondo i 2009.

Ballerup Super Arena fungerer desuden som elitecenter for landsholdet i banecykling, mens den også danner ramme om det årlige københavnske seksdagesløb.

Ballerup Super Arena dannede i 2014 ramme om VM i badminton.
Ballerup Super Arena dannede i 2014 ramme om VM i badminton.
Foto: NILS MEILVANG/Ritzau Scanpix

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik