Minister kaldt i samråd om kollektive sanktioner til gymnasielever

Styrelse opfordrer til kollektiv straf af eleverne på Ørestad Gymnasium efter undervisningsministerens meget omtalte besøg på skolen. Alternativet vil hive ministeren i samråd.

- Det er jo helt hul i hovedet for at sige det på godt dansk.

Holdningen fra elevrådsformændene på Ørestad Gymnasium var i dag ikke til at tage fejl af, efter at Styrelsen for Undervisning har sendt et brev til skolens ledelse, hvor de opfordrer til kollektiv afstraffelse af eleverne på grund af deres opførsel under undervisningsminister Merete Riisagers (LA) besøg på skolen i starten af marts.

Her blev undervisningsministeren og sognepræst Kathrine Lilleør mødt blandt andet af buh-råb fra eleverne, hvilket fik dem til at afbryde deres besøg på gymnasiet. 

quote Det er jo helt vildt absurd, at man vil kollektivt afstraffe, fordi der er en lille promille af eleverne, der har gjort noget uheldigt

Henrik Michael Rafn, elevrådsformand på Ørestad Gymnasium

Videomateriale fra ministerbesøget skabte efterfølgende stor debat om, hvorvidt elevernes opførsel var i orden eller ej. Alle er dog enige om, at enkelte gik over stregen, men da skolen ikke har kunne identificere disse personer, har man valgt ikke at straffe nogen. 

Men det vil styrelsen nu have lavet om på i form af kollektive sanktioner.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Her ses en videooptagelse fra undervisningsministerens besøg på skolen, som endte med at blive afbrudt.

Helt Absurd

Et af styrelsens forslag til kollektiv straf går på, at ledelsen på skolen bør aflyse skolefester.

En anden mulighed er aflysning af andre sociale arrangementer, mens et tredje forslag fra styrelsen er, at eleverne pålægges deltagelse i ekstraundervisning.

- Det er jo helt vildt absurd, at man vil kollektivt afstraffe, fordi der er en lille promille af eleverne, der har gjort noget uheldigt, siger Henrik Michael Rafn, der er den ene af de to elevrådsformænd på skolen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses de to elevrådsformænd på Ørestad Gymnasium, Henrik Michael Rafn og Sofie Spies.
Her ses de to elevrådsformænd på Ørestad Gymnasium, Henrik Michael Rafn og Sofie Spies.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Jeg synes, det er udemokratisk, at de bestemmer, hvad ledelsen skal gøre. Nu følte vi, at sagen var afsluttet, men nu er det som om, at de bare vil tage den op igen, siger Sofie Spies, som er skolens anden elevrådsformand.

Alternativet har kaldt minister i samråd

Elevernes modstand mod de kollektive straffe er tydelig. Men de er langtfra de eneste, der er utilfredse med styrelsens indblanding.

På Christiansborg vil Alternativet nu kalde ministeren i samråd, da partiet ikke, mener, at det styrelsens opgave at blande sig og opfordre ledelsen til kollektiv straf.

- Det skal de ikke bestemme. Gymnasiet har jo sin ledelsesret og bestemmer jo selv, hvorvidt og hvordan, der skal sanktioneres, siger Carolina Magdalene Maier fra Alternativet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Uddannelsesordførerne fra Alternativet og SF kritiserer styrelsens indblanding.
Uddannelsesordførerne fra Alternativet og SF kritiserer styrelsens indblanding.
Foto: TV 2 Kosmopol

SF’s undervisningsordfører Jacob Mark deler samme opfattelse.

- Jeg forstår ikke helt, hvad styrelsen har tænkt på, at man skal indføre kollektive straffe. Sådan gør vi ikke i Danmark, og det skal man heller ikke gøre ude på gymnasierne. Man skal straffe dem, der gør noget forkert, og langt størstedelen af eleverne på gymnasiet har altså ikke gjort noget forkert i den her sag, siger han til TV 2 Lorry.

V og DF bakker op om sanktioner

Men i Venstre og Dansk Folkeparti mener man, at styrelsens indblanding er god - og desværre nødvendig.

-  Jeg synes, at det ser ud som om, at ledelsen på Ørestad slet ikke har taget det her alvorligt. Og så må man altså forvente, at nogle med flere stjerner på skulderen beder én om at træde i karakter, siger Jan E. Jørgensen (V), medlem af Undervisningsudvalget, til TV 2 Lorry

Dansk Folkepartis Marlene Harpsøe er enig.

- Det virker som om, at der er et gymasium her i København, der endnu ikke har forstået, hvad ordentlig og almen dannelse betyder. Almen dannelse er en af kerneområderne i gymasiet, og der må man sige, at Ørestad Gymnasium dumper, siger hun til TV 2 Lorry.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Venstres Jan E. Jørgsensen og Dansk Folkepartis Marlene Harpsøe mener, at eleverne bør straffes.
Venstres Jan E. Jørgsensen og Dansk Folkepartis Marlene Harpsøe mener, at eleverne bør straffes.
Foto: TV 2 Kosmopol

Selv skriver undervisningsminister Merete Riisager i en mail til TV 2 Lorry:

"Det er ikke min opgave at blande mig i gymnasiets arbejde, og det har jeg ikke på noget tidspunkt ønsket at gøre. Jeg regner med, at ledelsen følger op på den demokratiske dannelse på gymnasiet," skriver ministeren i mailen.

Træk nu lige vejret, mener S

I Socialdemokratiet mener man, at hele sagen er gået langt over gevind.

- Jeg har meget svært ved at se, at statens embedsmænd nu skal bruge tid på det her, og at Folketinget skal indkalde ministeren i samråd. Måske skulle vi lige trække vejret dybt og overveje, om vi bruger tiden på det rigtige, siger Mattias Tesfaye til TV 2 Lorry

Inden samrådet mødes Styrelsen For Undervisning med ledelsen på Ørestad, og blandt eleverne håber man nu på, at man snart kan komme videre.

- Nu har den her sag været oppe at køre tre gange nu. Og vi vil rigtig gerne have ro på herude nu, siger elevrådsformand Henrik Michael Rafn.

Her kan du se hele indslaget om balladen om Ørestad Gymnsasium fra fredag aftens nyhedsudsendelse.

Nu bliver undervisningsministerens besøg på Ørestad Gymnasium også genstand for et samråd i Folketinget. Det sker efter, at ministerens egen styrelse har opfordret gymnasiets ledelse til at afstraffe eleverne kollektivt.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik