Bagmænd bag stigning i indbrud

Ny sjællandsk politienhed skal gøre livet surt for organiserede indbrudskriminelle. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.      

Det er ikke indbrudstyven, der er den største synder, når antallet af indbrud i Nordsjælland bare stiger og stiger.

Det største problem for politiet er bagmændene, som i stadig større grad organiserer indbrud. Det er baggrunden for, at alle politikredse på Sjælland nu går sammen om en særlig enhed, der skal bekæmpe organiseret indbrud.

- Vores erfaring med den organiserede indbrudskriminalitet er, at det ikke er selve indbrudstyven, der er i fokus. Han er bare underentreprenør. Det er en af forklaringerne på, at vi bare fanger flere og flere tyve, samtidig med at antallet af indbrud stiger, siger chefpolitiinspektør for Nordsjællands Politi, Flemming Drejer.

Den nye enhed går i luften til februar, den får navnet Task Force Indbrud og skal ledes af Nordsjællands Politis tidligere chef for efterforskning og organiseret kriminalitet, Karl Erik Agerbo.

- Langt de fleste mennesker har en forestilling om, at tyveknægten stjæler ting, som han selv omsætter og selv får fortjenesten af. Sådan er det bare ikke ved flertallet af indbrud, siger politiinspektør Karl Erik Agerbo.
Politiet kørte i 2011 flere aktioner, som var rettet mod rockere, der fungerer som bagmænd for indbrudskriminalitet.

Her har det  været fremme, at der er flere penge at tjene på indbrud end på narkotika. I december beslaglagde politiet blandt andet designermøbler for flere millioner hos en enkelt hæler med rockerrelationer.

- Vi har typisk set, at den koordinerende rolle har ligget hos et bandemedlem. Han har nogle soldater, prospects, der gør det beskidte arbejde med at lave selve indbrudstyverierne. Det får de en vis procentdel af udbyttet for. Så har rockeren også en mellemhandler i periferien af sit eget kriminelle netværk, som formentlig også har en eller anden tilknytning til banderne. Han sælger tingene videre til en sluthæler, som endelig sælger dem videre på et af internetauktionshusene eller i Den Blå Avis, forklarer Agerbo.

Task Force Indbrud skal også arbejde med indbrudstyve, der kommer til Danmark fra udlandet. Mange kommer fra Østeuropa, og Karl Erik Agerbo forventer derfor, at der skal knyttes en rumænsk politimand til efterforskningsenheden, lige som der skal samarbejdes med Europol.
Nordsjællands Politi fik cirka 7000 anmeldelser om indbrud i private hjem i 2011.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik