Badmintonspiller Carsten Mogensen Foto: Facebook

Badmintonboss hylder Roskilde-dreng: Comeback-Mogensen!

Badmintonspilleren Carsten Mogensen er tilbage. Og det fantastiske comeback til sporten hyldes af sportschefen i Badminton Danmark.

Siden badmintonspilleren Carsten Mogensen fik en aneurisme i hjernen i februar måned, har hans sportslige fremtid for herredouble-spilleren været uvis.

Men Mogensen er vendt stærkt tilbage, og efter et flot comeback til elitesporten i weekendens Super Series Premier-turneringen Indonesia Open, er der ikke længere tvivl - Roskildedrengen er tilbage.

Ved weekendens turnering spillede Carsten Morgensen to kampe sammen med makkeren Mathias Boe, men tabte dog i torsdags til et japansk par.

Indonesia Open skulle vise Mogensens form frem, og forsøge at klarlægge om han er i stand til at konkurrere på det krævede plan ved sommerens OL i Rio.

Badminton Danmarks sportschef, Finn Trærup-Hansen, er imponeret over Mogensens tilbagevenden til badmintonens øverste hylde.

- Det er et fantastisk forløb, Carsten har været igennem. Det var ikke det, vi fik stillet i udsigt af lægerne, og det kan da være, de skal til at skrive lægebøgerne om. Det viser, at dansk herredouble står med flere velkvalificerede par i forhold til OL, siger Finn Trærup-Hansen til Jyllands-Posten.

Det er nu op til Badminton Danmark at finde ud af, hvem der skal repræsentere Danmark ved OL. Mathias Boe og Carsten Mogensen har sikret Danmarks plads i herredouble, men af naturlige årsager har der været tvivl om, hvorvidt Carsten Mogensen kunne nå at blive klar.

Og den plads er der endnu ikke helt styr på. Det skyldes, at en anden dansk herredouble, Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Colding, har fundet vej til det topniveau, der kræves til OL. Lige nu er de blot én plads bag Boe og Mogensen på verdensranglisten.

Det skyldes dog primært et fald til en 8.-plads på ranglisten for sidstnævnte efter Mogensens hjerneblødning og operation.

- Den problemstilling har vi jo hele tiden haft. Det er to par, som har præsteret på et højt niveau. Hvis der havde været stor forskel på parrene, så havde det måske ikke været så afgørende, hvor langt Carsten Mogensen var i sit genoptræningsforløb, siger Finn Trærup-Hansen.

Carsten Mogensen bor i Greve og har sin daglige gang i Skovshoved Badmintonklub.