Arkivfoto af en livredder ved Svanemøllen Strand. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Badesæsonen tyvstartet: Men der er stadig ingen livreddere

Selvom badesæsonen uofficielt er blevet skudt i gang flere steder, er der endnu ingen livreddere på strandene.

De danske strande har i de seneste varme uger i maj tiltrukket et hav af solbadende strandgæster, og flere steder har folk allerede taget hul på den forestående badesæson med en kølig dukkert.

Men på trods af de mange besøgende i badetøj og en vandtemperatur, der ved flere af kysterne allerede nu befinder sig i omegnen af de tyve grader, så står strandene fortsat uden livreddere, der kan komme folk til undsætning, hvis de skulle få brug for hjælp.

Det gælder eksempelvis store, velbesøgte strande såsom Bellevue nord for København, Amager Strandpark og Køge Bugt, hvor Trygfonden står for livredningen.

- Det at have livreddere rundt omkring på de danske strande foregår kun i højsæsonen, og livreddersæsonen starter først den 29. juni. Det er her, vi åbner vi vores tårne, som vi så lukker igen den 22. august. Det er de uger, hvor der flest mennesker på stranden, og det er koncentreret om skolernes sommerferie, siger René Højer, der er programchef ved Trygfonden og har ansvaret for aktiviteter inden for vandsikkerhed.

Læs også Har du også glemt det? Sådan giver du førstehjælp

Oprustning i Nordsjælland

René Højer oplyser, at livreddersæsonen de senere år har ligget meget stabilt fra slutningen af juni og otte uger frem, og selvom de flotte vejrtakter ser ud til at fortsætte den kommende uge, kommer det ikke til at ændre på det billede.

- Når vejret bliver godt, som det har været her i maj, er det jo fantastisk. Og kunne jeg trylle, så ville jeg selvfølgelig gerne trylle livreddere ud på alle vores strande. Men man kan desværre ikke tilrettelægge sådan en stor indsats efter det danske vejr, siger René Højer.

I de tre nordsjællandske kommuner Gribskov, Halsnæs og Helsingør er det Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste, der står for at passe på strandgæsterne.

Her sender man allerede livreddere ud på de store strande fra den 2-3 juni. Det gælder Hornbæk, Tisvilde, Liseleje, Dronningemølle, Hundested og Espergærde, forklarer chef for livredningstjenesten, John Mogensen.

- Vejret har været helt exceptionelt her i maj måned. Derfor har vi lavet en regel om, at alle weekender og helligdage i juni har vi åbent på de her strande for at tilgodese behovet, siger han.

Læs også Tømmerflåde får helikopter i luften

Relativt mange alarmer

John Mogensen fortæller, at der op til livreddersæsonen har været flere alarmerende episoder ved strandene, som har udløst større redningsaktioner fra beredskabernes side. Men potentielt set kunne flere af epsioderne have været undgået, hvis der havde været livreddere ved stranden, som kunne have holdt vågent øje.

Han nævner blandt andet episoder med motionsløbere, der smider deres tøj på stranden for at tage sig en kølig dukkert, men ender med at sætte himmel og hav bevægelse, fordi folk finder tøjet og tror, der er tale om drukneulykker.

- Der har faktisk været relativt mange alarmer. Vi havde blandt andet også en tømmerflåde med fire drenge, der drev til havs oppe i vores område i Hundested og måtte reddes i land. Det kunne selvfølgelig være rart, hvis vi kunne være der hele tiden. Men den danske sommer er lidt for ustabil til, at vi kan sidde ved strandene allerede fra den første maj. Men vi ville gerne, siger John Mogensen.

Han forklarer, at planlægningen af livreddersæsonen både er et spørgsmål om kommunernes økonomi, og hvad der rent praktisk kan lade sig gøre. Både vejrmæssigt og i forhold til det livredderpersonale, der er til rådighed. 

- Størstedelen af livredderne er studerende på deltid, som lige nu har eksaminer. Vi har også prøvet nogle år at sætte ekstra folk på. Men så er vejret skiftet, og så sidder de pludselig der på en tom strand i silende regnvejr, siger John Mogensen.

Læs også Livreddere gør status: Dårligste badesæson i mands minde

Oplysningstjeneste klæder danskerne på

Også hos Trygfonden består livredderpersonalet primært af studerende. Og ifølge programchef René Højer gennemgår samtlige af dem et uddannelsesforløb nu her gennem forsommeren.

- Vi kører uddannelse med alle vores 200 livreddere, så de er totalt skarpe, når vi skal ud nu her i slutningen af juni. Ved siden af det er de ved at afslutte eksamener. Så det er det ikke sådan, at vi kan have dem ansat hele året rundt og hive dem frem som en trold af en æske, når vejret tilfældigvis bliver godt.

- Men når det er sagt, så kører vi også en stor oplysningstjeneste i Trygfonden, hvor vi går ud og fortæller folk om baderåd, og hvordan man agerer, hvis de ender i et revlehul og så videre. Så vi klæder også i god tid danskerne på til, hvordan de skal opføre sig på stranden og passe på hinanden, lyder det fra René Højer.

I København åbner havnebadende allerede på næste fredag den 1. juni og frem til den 30. september. Her vil der  være livreddere på allerede fra første dag, oplyser Trygfonden.