Badesæsonen slutter i dag: Så mange er hoppet i havnebadet i år

Selvom sommervejret i 2019 har varieret, er københavnerne lystigt sprunget i Københavns Havn.

Foto: Ulrich Jakobsson

Søndag slutter sommerens badesæson i Københavns Havn officielt, og livredderne, der har passet på de mange badegæster i havnebadene hele sommeren, kan kravle ned fra tårnet og tage en velfortjent vinterpause.

Læs også Boom i havnebade: Se hvor dit nærmeste ligger

Igen i år har der nemlig været travlt i havnebadene, hvor næsten 235.000 badegæster har taget en dukkert. Det er næsten ligeså mange som i rekordsommeren 2018.

- Københavns Havn er noget ganske særligt, og det er fedt at opleve, hvor glade københavnerne er for at springe i havnen – også selvom badevejret ikke har været prangende i år, siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) i en pressemeddelelse.

Københavns Kommune, som driver de tre havnebade på henholdsvis Islands Brygge, ved Fisketorvet og ved Sluseholmen, reagerede i foråret på den store interesse for at bade i havnen, og udvidede badesæsonen med 14 dage i hver ende.

Læs også Vi bader som aldrig før: Besøgstal i havnebadene slår alle rekorder

Det har betydet, at der har været åbent i de livredderbemandede havnebade fra den 15. maj og frem til den 15. september. Foruden de tre havnebade kan man også bade i havnens badezoner.

- Denne sommer har vi indviet en badezone mere, og det glæder mig, at vi bliver ved med at udvide bademulighederne, så københavnerne kan tage sig en dukkert, så mange steder i havnen som muligt, siger Franciska Rosenkilde.

Stadig mulighed for dukkert

Selvom sommerens badesæson med livredderbemandede havnebade afsluttes søndag, kan man stadig tage en dukkert i havnen i en af de seks badezoner, der er tilgængelige året rundt, men ikke er bemandet af livreddere.

Og ifølge Per Schulze, udviklingschef i By & Havn, så arbejdes der på at gøre Københavns havn til et sted, man kan bruge som borger 365 dage om året.

- Havnen er også et dejligt sted at være om vinteren. Derfor håber vi også, at mange vil bruge badezonerne, når vi går vinteren i møde – hvis man altså ikke er for kuldskær, siger Per Schulze.

Københavns havnebade

  • I badesæsonen 2017 havde havnebadende 103.654 besøgende. I 2018 havde de 253.683 besøgende. Og i 2019 231.533 besøgende.
  • Der er tre havnebade i København. På Islands Brygge, ved Fisketorvet og på Sluseholmen.
  • Havnebadene er kendetegnet ved, at de er bemandet med livreddere i dagtimerne hen over sommeren. Bassinerne har fast bund og kanter, og der er mange stiger. Havnebadene er åbne i perioden fra den 15/5-15/9
  • Derudover har havnen seks badezoner. Antallet af besøgende i badezonerne registreres ikke.
  • Badezonerne er ikke bemandet af livreddere og de kan benyttes året rundt. De er markeret med bøjer og flyderør, så der er ingen faste kanter eller bund. Badezonerne kan være mange meter dybe.
  • Når man benytter havnens ni badesteder er man i sikkerhed for trafik i havnen, og kvaliteten af badevandet bliver tjekket året rundt, så man ved, om vandet er rent nok til at bade i.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?