'Bøde'søen: Her blæser badende bilejere på politiets advarsler

Politiet har weekenden igennem udskrevet endnu flere parkeringsbøder ved en badesø i Solrød. For en enkelt bilejer blev det ekstra dyrt.

Selvom Midt-og Vestsjællands Politi gentagne gange har opfordret bilejere til at følge parkeringsskiltningen ved Karlstrup Kalkgrav, så fortsætter mange med at holde ulovligt parkeret, når de besøger området.

De ulovlige parkeringer kan ifølge politiet give store problemer, hvis redningskøretøjer skal nå frem i tilfælde af en brand. Derfor kigger patruljer jævnligt forbi området ved badesøen og kontrollerer, om brandvejen ind til området er spærret af biler.

quote Vi ved ikke, hvorfor folk ikke respekterer skiltningen derude. Men vi opfordrer til jævnligt til, at man lader være med parkere ulovligt. 

Thomas Jørgensen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi

Allerede inden weekenden havde det resulteret i et stort antal parkeringsbøder. Men ifølge Midt-og Vestsjællands Politis døgnrapport over weekendens hændelser er der tilsyneladende stadig store problemer med de ulovlige parkeringer ved den velbesøgte kalkgrav.

Lørdag uddelte en patrulje 25 parkeringsbøder, og søndag spærrede flere biler endnu engang brandvejen ind til området.

En dyr fornøjelse

Det udløste igen igen adskillige bøder. Men ikke nok med det, så bestilte politiet også et bugseringsselskab til at flytte en bil, fordi ejeren ikke havde fjernet den.

- Politiet iværksætter – om nødvendigt – de fornødne foranstaltninger til at sikre brand- og redningsveje i området for de berørte bilejeres regning, så en hyggetur til kalkgraven kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis bilen efterlades ulovligt i området, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Ejeren af bilen nåede dog at dukke op i sidste øjeblik, idet hans bil skulle til at blive flyttet. Han blev dog gjort bekendt med, at han kunne forvente at modtage en regning for assistancen til politiet.

- Jeg kan ikke lige huske taksterne for den slags. Men det er i hvert fald noget mere omkostningsfuldt end en parkeringsafgift, siger Thomas Jørgensen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2 Lorry.

Et tilbagevendende problem

Ifølge Thomas Jørgensen er Karlstrup Kalkgrav et attraktivt område, og de ulovlige parkeringer er et tilbagevendende problem i sommersæsonen.

- Vi ved ikke, hvorfor folk ikke respekterer skiltningen derude. Men vi opfordrer til jævnligt til, at man lader være med parkere ulovligt. Det gælder både der og alle andre steder. Det koster en parkeringsafgift, og hvis ikke der er fremkommeligt for brand og redning, så bliver bilen fjernet, siger Thomas Jørgensen.

Også ved Bellevue Strand i Gentofte har Nordsjællands Politi haft travlt med bødeblokken den seneste tid. Nedenfor kan du se et interview med vicepolitiinspektør Claus Fuglstrøm fra Nordsjællands Politi, hvor han fortæller, hvorfor kan være farligt at parkere ulovligt ved den populære strand.

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik