Baby ville ikke vente - kom til verden i en taxa

Usædvanlig fødsel på bagsædet af en 4X35 taxa fredag formiddag.

Taxachauffører kan komme ud for lidt af hvert - men det hører trods alt til sjældenhederne, at der foregår en fødsel på bagsædet.

Når man skal ud - så skal man ud. Det var tilsyneladende holdningen hos en baby, der i dag kom til verden på bagsædet af en taxa, mens bilen var på vej mod Herlev Hospital. For selvom den beregnede køretur kun var på ti minutter, så gik fødslen så hurtigt, at barnet blev født undervejs.

Chaufføren hedder ifølge Taxa 4X35 Shahid - og han kommer formentlig sent til at glemme dagens begivenshedsrige tur.

Det er det vildeste jeg har prøvet i mine 13 år som taxichauffør

Shahid, 4X35

- Det er det vildeste, jeg har prøvet i mine 13 år som taxachauffør. Da jeg hentede kvinden, kunne jeg godt se at hun var højgravid, men i og med, at der kun er cirka 10 minutter, fra hvor jeg samlede hende op og til sygehuset, så havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at hun ville nå at føde i taxaen, fortæller Shahid ifølge taxaselskabet.

De vordende forældre tog taxaen fra Lyngbyvej, og da bilen nåede ud på motorvejen, blev veerne kraftige. Barnets hoved var på vej ud, og den nu næsten nybagte far fik travlt med at ringe til sygehuset, så de kunne stå klar, da hyrevognen ankom.

Skete sidst i 2010

Det hører til sjældenhederne, at børn kommer til verden på den måde. Taxa 4X35 oplyser, at de sidst oplevede det i september 2010. Da var det en taxa i Vanløse, der blev omdannet til rullende fødestue.

Efter turen til Herlev trængte bilen til en omgang rengøring - men ifølge chaufføren Shahid er det en opgave, man gerne kaster sig over ovenpå så usædvanlig en tur.

Herlev Hospital havde fredag ingen kommentarer til den usædvanlige fødsel.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik