Auri Skarbalius: Jeg har været for dårlig

Brøndbys cheftræner, Auri Skarbalius, erkender, han har været for dårlig til at skaffe sejre i Brøndby.

Cheftræner Auri Skarbalius fra fodboldklubben Brøndby IF taler ofte om en proces og beder til omverdenens tålmodighed, når han bliver konfronteret med nederlag og andre dårlige resultater.

Men nu erkender han, at han ikke har været god nok til at lære sine spillere at vinde fodboldkampe. Det siger han i et interview, hvor han endnu engang fortæller om den spillestil og det projekt, som Brøndby er i gang med at implementere.

- Vi kan dog ikke leve med, at der ikke kommer resultater. Jeg har været dårlig i den kunst at få et resultat bare engang imellem. At vi ikke engang får uafgjort, men bliver ved med at tabe, siger Skarbalius til Jyllands-Posten.

Og træneren svarer "ja" til spørgsmålet om, hvorvidt han selv bærer ansvaret.

- Man vinder ikke fodboldkampe på grund af det, træneren ved, men det spillerne har lært. Når man taber, er det fordi, jeg ikke har været dygtig nok til at lære dem, hvordan man vinder, siger Skarbalius.

Søndag spiller Brøndby hjemme mod Sønderjyske, som er kommet ganske godt fra start i Superligaen, mens Brøndby ligesom i slutningen af sidste sæson ligger nede omkring nedrykningsstregen.

Selv om Skarbalius føler, at han har støtte fra både spillere og sportsdirektør, ved han, at der snart skal resultater til for ikke at ryge på porten.

- Jeg må indrømme, at jeg overlever ikke som træner, hvis jeg bliver ved med at sige proces, og at spillerne skal have tid og plads, siger han.

Søndagens kamp mod Sønderjyske spilles klokken 17.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik