Kirsten Jensen, borgmester i Hillerød (Socialdem.) er glad for, at Udlændingestyrelsen dropper planer om center i byen Foto: Lorry

Asylcenter i Hillerød droppes

Udlændingestyrelsen har opgivet at etablere et asylcenter i et nedlagt plejehjem i Hillerøds østby, det tidligere Skansedal Plejecenter. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

I en mail til Hillerød Kommune skriver styrelsen ganske kortfattet at »ud fra en samlet vurdering er det nu besluttet ikke aktuelt at gå videre med planerne om etablering af et asylcenter på denne adresse«.

Og det glæder Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S) som siden Udlændigestyrelsens første henvendelse til Hillerød Kommune i foråret har været modstander af idéen om at lade asylansøgere flytte ind i byens østlige del, et område med det borgmesteren kalder boligsociale udfordringer. Hun mener, at Udlændigestyrelsen har lyttet til hendes argumenter.

- Der er jo ingen tvivl om, at udlændingestyrelsen har brug for et sted til de mennesker, der kommer til landet. Når de så siger, at det ikke længere er aktuelt hos os, må det være fordi det har gjort indtryk på dem, at jeg har fortalt, at vi ikke synes placeringen er god, siger hun til Frederiksborg Amts Avis.

Det var i går ikke muligt at få udlændingestyrelsens nærmere forklaring på, hvorfor det nedlagte plejehjem alligevel ikke kan bruges til asylcenter.

Udlændingestyrelsen oplyser til Frederiksborg Amts Avis, at pladserne stadig mangler, og de er nu på jagt i hele landet for at finde et sted til de mange asylansøgere.