Foto: Statens Museum for Kunst

Asyl- og flygtningepolitik til debat i ny udstilling på SMK

En ny tre-i-en-udstilling på Statens Museum for Kunst giver plads til kunstneres fortolkninger af flugt-, asyl- og migrationsproblematikker.

Flugt, grænser, asyl, fordrivelse og migration.

Det er de emner, Statens Museum for Kunst sætter fokus på, når museet til efteråret viser en tredelt udstilling kurateret af CAMP / Center for Migrationspolitisk Kunst.

Migrationspolitik: Tre CAMP-udstillinger på SMK kaster et kritisk blik på den aktuelle situation for flygtninge og migranter, lyder det fra museet. 

Med film, skulpturer og installationer vil en række danske og udenlandske kunstnere – de fleste med migrant- eller flygtningebaggrund – give deres perspektiv på situationen.

Udstillingerne viser blandt andet filmværker, som undersøger grænser både som geografiske og symbolske skillelinjer.

Der er historisk mange mennesker på flugt. De fleste af os følger med via medierne. Sammen med CAMP giver vi nu SMK’s brugere mulighed for at opleve, hvordan kunstnere med flygtninge- og migrationsbaggrund fortolker krisen.

Mikkel Bogh

SMK-direktør Mikkel Bogh håber, at udstillingen kan bidrage til den aktuelle asyl- og flygtningedebat og nuancere forståelsen af situationen og de menneskelige konsekvenser af den politik, der føres på området.

- Der er historisk mange mennesker på flugt. De fleste af os følger med via medierne. Sammen med CAMP giver vi nu SMK’s brugere mulighed for at opleve, hvordan kunstnere med flygtninge- og migrationsbaggrund fortolker krisen. Jeg håber, at vi med udstillingsserien kan udfordre os selv og vores brugere og bidrage med nye perspektiver på en sag, der optager os alle, siger Mikkel Bogh.

CAMP er et nonprofit udstillingssted for kunst om fordrivelse og migration. CAMP er årets vinder af Kunstkritikerprisen 2016 for deres arbejde med den transnationale og migrationspolitiske kunst.

Migrationspolitik: Tre CAMP-udstillinger på SMK kan ses fra 10. september til 6. november 2016.