Astralis-drengene med computernavnene dupreeh, dev1ce, Xyp9x, gla1ve og Magisk vandt i aftes ESL Pro League-finalen i Dallas i USA. Foto: RFRSH Entertainment

Astralis vinder stor turnering i USA og scorer millionpræmie

Det københavnske e-sportshold Astralis vinder ESL Pro League-turneringen i Dallas i USA og scorer en pengepræmie på over halvanden millioner kroner.

Sæsonen kører på skinner for Counter Strike-holdet Astralis.

Natten til mandag sejrede holdet i endnu en stor, international turnering, da det københavnske hold i ESL Pro League-finalen besejrede holdet Liquid med 3-1.

Cifrene i kampen lød på 16-1, 16-14, 14-16, 16-12.

Med sejren følger en pengepræmie på hele 250.000 amerikanske dollars - omkring 1,58 millioner kroner.

- Det er så sindssygt fedt, at vi kan vinde den her. Vi har tabt ét map i hele turneringen herovre, og selvom Liquid i dag var gode, er vi bare et niveau over i øjeblikket, siger spilleren Emil ”Magisk” Reif og fortsætter:

Læs også Tredje finale i træk: Astralis kan vinde millioner i aften

- Det er kæmpestort at vinde ESL Pro League finalen, og jeg kan kun sige, at vi er vildt glade lige nu. Det er anden titel i år, og vi har stadig områder vi skal forbedre, så det kan jo gå hen og blive rigtig godt.

Astralis lå i forvejen på førstepladsen på verdensranglisten. Den plads cementeres med sejren i ESL Pro League-finalen.

Læs også Københavnske Astralis vinder stor turnering med kæmpe pengesum