Arrangør bag 90’er fest: Jeg er ikke involveret i min søsters aflyste festival

Arrangøren bag festen "Vi Elsker 90'erne" er ufrivilligt hevet med ind i et drama om festivalen For Evigt, der er blevet aflyst en måned, før den skulle være afholdt. Arrangøren af festivalen er nemlig hans søster.

Riffi Haddaoui er skaberen af festerne Vi Elsker 90'erne, der blandt andet spiller i Rødovre.

Her rocker kunstnere som Diskofil, Aqua og DJ Aligator - alle sammen artister, der havde deres storhedstid i 90'erne.

Men nu er Riffi Haddaouis navn - især hans efternavn - kommet i søgelyset i negativ forstand. 

Hans søster, Tanja Haddaoui, har nemlig stiftet hiphop- og rock-festivalen For Evigt, der skulle have løbet af stablen den 24. og 25. august. Men godt en måned inden har hun valgt at aflyse festivalen, og ifølge BT og Ekstra Bladet kan ingen af de 2.000, der har købt billet, få refunderet deres penge. 

Riffi Haddaoui står bag Vi Elsker 90'erne, der siden 2011 har spillet i flere danske byer. I maj spillede en række 90'er kunstnere i Rødovre.
Riffi Haddaoui står bag Vi Elsker 90'erne, der siden 2011 har spillet i flere danske byer. I maj spillede en række 90'er kunstnere i Rødovre.

Det har skabt stor utilfredshed blandt billetkøberne, der har tyet til sociale medier for at komme af med deres vrede.

Og her kommer Riffi Haddaoui ind i billedet, da mange har det indtryk, at han - fordi han deler efternavn med sin søster - har noget med For Evigt at gøre.

"At se "mit barn" (Vi elsker 90’erne) og mit eget navn blive sat sammen med min søsters arrangementer og aktiviteter er så unfair, som noget kan være", skriver han på Facebook.

Til TV 2 Lorry siger han:

- Pludselig var min indbakke ved at sprænges af vrede kommentarer, og når man går ind på Nationen og ser, hvad folk har skrevet, så... Det er ubehageligt. Jeg har ikke lyst til at være en del af det. Det triggede Facebook-opdateringen, fordi folk ikke ved, hvordan det forholder sig, siger han.

Snakker ikke med søsteren

I opdateringen fortæller han, at han ikke har snakket med sin søster i mange år, og at han "aldrig kommer til det". Han nævner også, at han ikke har noget med sin søsters koncerter eller andre forretninger at gøre.

- Det jeg gerne vil sige er, at jeg ikke snakker med min familie. Jeg har intet med For Evigt at gøre. Vi Elsker 90'erne er bygget op med blod sved og tåre siden 2011 med ordentlige værdier, siger han til TV 2 Lorry.

På Facebook opfordrer han folk til at dele opslaget, så budskabet kan komme ud. Og det er der efter 20 timer over 1.000 mennesker, der har gjort. 

Festivalen Vi Elsker 90´erne besøger hvert år Rødovre. Sådan så festen ud i 2017.

En af dem er sangerinden Julie Ruggaard, der i 90'erne hittede med sangen "Romeo" med bandet "Blå Øjne".

"Efter 20 års bekendtskab med musikbranchen ved jeg om nogen, at der findes brodne kar i spandevis. Men jeg kan sige med 100% sikkerhed, at Riffi Haddaoui ikke er et af dem!", skriver hun.

Det samme har sangeren Jon, der blev kendt fra programmet Popstars, gjort:

"Jeg bliver nødt til at dele dette, da min ven Riffi er en top ordentlig og bundreel fyr. Han har ikke noget med For Evigt-arrangementerne at gøre", skriver han.

Stand up guy

De mange delinger varmer hos Riffi Haddaoui.

- Jeg bliver rørt over, at så mange mennesker har samme oplevelser af mig som en stand up guy, der overholder sine aftaler. Jeg prøver at behandle folk ordentligt, og nu har jeg gennem syv år lavet kontrakter med op mod 50 artister årligt, siger han. 

- Det er på en trist baggrund, men jeg er glad for, at så mange bakker mig op, siger han.

Han ønsker ikke at uddybe, hvorfor søsteren og ham ikke er på talefod. Han siger dog: 

- Vi har ikke noget sammen. Det eneste, vi har til fælles, er vores efternavn, siger han.

For Evigt havde navne som Kesi, Gilli, Pede B, Minds Of 99 og Turboweekend på plakatten.

Tanja Haddaoui har overfor BT forklaret aflysningen sådan her: 

- Den største udfordring i år har været, at vi ikke kunne finde et rockhovednavn, der kunne sælge de billetter, der gør, at det kan løbe rundt. Samtidig har Koda nedlagt et fogedforbud, fordi Koda gør krav på 120.000 kroner fra festivalen sidste år. De sidste to måneder har jeg godt vidst, at det gik den vej, men jeg håbede, at der stadig var en mulighed for at gennemføre eventet. Det var desværre umuligt, og nu var det det rigtige tidspunkt at stoppe, lød det fra arrangøren.

Billet.dk har oplyst til Ekstra Bladet, at man ikke kan tilbagebetale folks billetter, fordi pengene fra billetsalget står på Tanja Haddaouis konto. Hun skal altså selv betale dem tilbage i tilfælde af aflysning.

TV 2 Lorry har forsøgt at få fat på Tanja Haddaoui, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik