Armbrøst og granater til politiet

Politiets frit lejde-aktion har fået mange til at aflevere ulovlige våben i Nordsjælland. Blandt det indleverede er maskinpistoler, en armbrøst og også den håndgranat, som i går udløste en evakuering af politistationen i Hillerød. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

En armbrøst, tre gaspistoler, seks geværer, 27 haglgeværer,
fire håndgranater, tre luftgeværer, fem luftpistoler, fire
maskinpistoler, en peberspray, 58 pistoler, 17 revolvere, 35
rifler, syv bajonetter, 32 knive og en »andet«. I alt 204 våben.
Det er indtil videre, hvad Nordsjællands Politi har fået
indleveret i forbindelse med den frit lejde-aktion, der blev
indledt 14. maj og slutter 14. juni.- Vi er meget meget glade
for alle de våben, vi får væk fra gaden. For ethvert våben, vi
får væk fra gaden, minimerer chancen for, at nogen kommer galt
afsted, siger Henrik Suhr, der er pressetalsmand for
Nordsjællands Politi. Hvor armbrøsten, de fire maskingeværer
eller de 58 pistoler stammer fra, kan Henrik Suhr ikke udtale
sig om, da hele ideen ved frit lejde-aktionen er, at alle
borgere kan indlevere ulovlige våben til politiet uden at blive
straffet.- Jeg kan ikke kommentere tallene i detaljer, men
erfaringerne fortæller os, at en del af våbnene stammer fra
besættelsestiden. Nogle bliver for eksempel fundet i dødsboer og
er våben, som de pårørende ikke vil have mere, siger Henrik
Suhr.I går blev en gammel håndgranat indleveret til
politistationen i Hillerød, hvor ekspeditionen blev evakueret
indtil forsvarets sprængningseksperter ankom.- Situationen på
Hillerød Politigård udviklede sig fuldstændigt stille og roligt.
Politiet er i den slags situationer nødt til at tage sine
forbehold. Hellere en gang for meget end en for lidt, siger
Henrik Suhr.Sidst politiet gennemførte en lignende aktion var i
2003. Dengang blev der over hele landet indleveret 1740
håndskydevåben, 3087 knive samt en stor mængde ammunition og
sprængstoffer.