Arkæologer udgravede plads i Roskilde: Fundet efterlod dem målløse

En gruppe arkæologer fra Roskilde Museum har opdaget en hel ny by fra 1100-tallet, der lå lige uden for byporten til Roskildes middelalderby.

Da en flok arkæologer fra Roskilde Museum gik i gang med at granske området ved Sortebrødre Plads, havde de næppe turde drømme om, hvilket fund de snart skulle støde på.

quote Roskilde har haft sin helt egen forstad uden for Røde Port. Det er et kæmpestort fund. Det vidste vi ikke før.

Jesper Langkilde, museumsinspektør og arkæolog ved Roskilde Museum

For under det, der senere skal blive til et nyt parkeringshus, gemte undergrunden på en opsigtsvækkende hemmelighed:

En middelalderby fra 1100-tallet.

- Det er en meget stor og væsentlig nyhed for Roskilde, siger Jesper Langkilde, museumsinspektør og arkæolog ved Roskilde Museum, der stod for udgravningen.

- Udgravningen har vist, at Roskilde har haft sin helt egen forstad uden for porten mod øst i retning mod København. Det er et kæmpestort fund. Det vidste vi ikke før.

Fundet betyder, at Roskilde viser sig at have været en langt større by i Middelalderen, end fagfolk hidtil har regnet med.

- Sammen med den nyopdagede bydel dækker Roskilde et kæmpestort areal – det største i Danmark på daværende tidspunkt. 

Danmarks største by

Undergrunden ved Sortebrødre Plads rummede på en arkæologisk hemmelighed.
Undergrunden ved Sortebrødre Plads rummede på en arkæologisk hemmelighed.
Foto: Roskilde Kommune

Den genopdagede bydel ligger lige uden for middelalderbyens gamle voldsystem nær den såkaldte Røde Port.

Hidtil har det været opfattelsen blandt fagfolk, at Roskilde ikke strakte sig ud over byens porte i Middelalderen.

- Det var lidt af en aha-oplevelse. Det var overraskende, det synes jeg virkelig, siger Jesper Langkilde.

Arkæologen forklarer, at Roskilde dermed har været landets største by på daværende tidspunkt med et indbyggertal på mellem 5.000 og 10.000 indbyggere.

Den gamle middelalderby i Roskilde opstod omkring år 1.000. Derfor er det opsigtsvækkende, at byen voksede sig så stor, at en decideret forstad allerede blev bygget 150 år senere.

quote Det var lidt af en aha-oplevelse. Det var overraskende, det synes jeg virkelig.

Jesper Langkilde, museumsinspektør og arkæolog ved Roskilde Museum

- Det er virkelig en øjenåbner. Nogle gange er man nødt til at viske tavlen ren og gentænke historien. Hvor vi tidligere var fokuseret på alt det, der var inden for den gamle byport, kan vi nu begynde at lede efter udgravninger uden for, siger Jesper Langkilde.

Kan føre til flere opdagelser

Fundet af den gamle forstad kan føre til endnu flere fund fra Roskildes rige fortid.

- Det har ændret væsentligt på måden, vi skal opfatte byen på. Fra nu af ved vi, at vi kan begynde at lave udgravninger endnu længere ud ad byen. Det kan jo være, at den rummer flere gemte forstæder, siger Jesper Langkilde.

Den 7. marts præsenterer museet de nærmere detaljer omkring fundet af den nye bydel ved et foredrag på Roskilde Museum. Her vil museet også præsentere planerne for fremtidige udgravninger, der kan bidrage med endnu mere viden om Middelalderens Roskilde.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik