App skal hjælpe glemsomme rejsekort-brugere

Foto: TV2/Lorry

Snart er det slut med at betale dumme penge, fordi du glemmer at tjekke ud med rejsekortet, skriver DR P4 København.

Fra i dag kan pendlere med smartphone installere en applikation, der minder dig om, at du skal tjekke ud, når rejsen slutter.

Rejsekort A/S har støttet udviklingsarbejdet med applikationen "Rejs Nemt" for at gøre den gratis for kunderne.

- Vi har valgt at støtte udviklingen af "Rejs Nemt" for at imødekomme især de kunder, som har svært ved at vænne sig til at checke ud, når de slutter en rejse, siger Bjørn Wahlsten, administrerende direktør i Rejsekort A/S, til DR P4 København.

Et københavnsk designfirma - og ikke Rejsekort A/S - står som leverandør af applikationen, der kan hentes i App Store og Google Play fra i dag.

Så forhåbentlig vil pendlere med rejsekort opleve en forbedring, siger Bjørn Wahlsten.

- Jeg håber, at den for nogle kunder løser problemet med, at de glemmer at tjekke ud. Og især for de kunder, der får et nyt rejsekort og skal vænne sig til nye vaner, kan det her i en overgangsperiode være en god måde at have sådan et "lille vækkeur", siger han.

Ifølge Bjørn Wahlsten husker næsten 98 procent af rejsekort-brugerne at tjekke ud.

- Men alle dem, der glemmer det - og synes det er ærgerligt - skal vi hjælpe mest muligt. Derfor har vi sat en lang række initiativer i gang for at hjælpe dem, og denne app er en af tingene, siger han.

På Kystbanen er pendlerne glade for initiativet, men de har også en anke:

- Det er en fin hjælp, men kun hvis man har en smartphone, siger pendlertalsmand på Kystbanen, Michael Randropp, til DR P4 København.

Pendlerne har længe oplevet, hvad der i folkemunde kaldes "dummebøder", fordi de har glemt at tjekke ud med rejsekortet ved rejsens afslutning.

Så appen er en forbedring for nogle, men problemet er langt fra løst, mener Michael Randropp, der gerne ser en bedre løsning for alle rejsekort-brugere.

- Det er jo ikke rimeligt, at man skal have en smartphone for egentlig at kunne bruge den kollektive trafik, siger han.