Antallet af usynlige unge hjemløse stiger

Antallet af unge hjemløse er tredoblet i Københavns Omegnskommuner på kun fire år. De fleste udgør en ny gruppe hjemløse - nemlig helt UNGE, som ikke på overfladen LIGNER hjemløse. De har smart tøj, iPhones og ser velfungerende ud. Problemet er så stort at flere borgmestre nu klager deres nød til socialministeren

24-årige Ian Tirsvad fra Frederiksværk har igennem et år været hjemløs. Han har sovet på sofaen og gulvet hos venner og bekendte. En ydmygende oplevelse, fortæller Ian Tirsvad til Lorry, der i en serie i denne uge sætter fokus på unge hjemløse.

"Man føler sig som en svag person, fordi man ikke kan finde ud af at have et hjem og betale for en lejlighed".

Rodløsheden fik Ian Tirsvad til at erkende at han var hjemløs. Bare en anden form for hjemløs, end dem der sover på gaden med sine ejendele i poser og indkøbsvogn. For selvom Ian Tirsvad var hjemløs brugte han sin kontanthjælp på iPhone og smart tøj.

"Det sletter ligesom sporene af èn", siger Ian Tirsvad.

Med hjemløsheden sank Ian Tirsvad dybere og dybere ned i et blandingsmisbrug af hash, kokain og alkohol og selvom han flere gange fik tilbudt en lejlighed af kommunen, måtte han sige nej tak. For selv lejlighederne i almennyttige boligselskaber var ikke til at betale med den såkaldte ungeydelse på omkring 4700 kroner efter skat.

Lejelejlighederne koster tit omkring 4000-5000 kroner om måneden i husleje. Og det skubber flere og flere unge ud i hjemløs, mener Halsnæs' socialdemokratiske borgmester Helge Friis.

"I Halsnæs har vi flere unge hjemløse, som ikke med den lovgivning vi har, har mulighed for at betale huslejen, de steder, vi kan henvise dem til. Og det er et kæmpestort problem", siger Helge Friis til Lorry.

Ungdomsarbejdsløsheden er næsten firedoblet i Halsnæs siden Finanskrisens start. Og med ledighed øges risikoen for, at de unge bliver hjemløse. En ung under 25 år på kontanthjælp får nemlig kun udbetalt omkring 5000 kr. pr måned - den såkaldte "ungeydelse" - og det gør det svært at finde boliger, de unge kan betale. Derfor prøver Helge Friis nu at råbe socialminister Annette Vilhelmsen (SF) op.

"Jeg synes, at det er vigtigt, at hun tager hånd om denne her sag. De medarbejdere, jeg har i kommunen, de siger, at alle de midler, de har til at hjælpe de her mennesker, de er opbrugte. Det skyldes en lovgivning, der er strammet så meget, at vi ikke har en chance for at hjælpe de udsatte unge. Derfor må lovgivningen laves om," siger Helge Friis og henviser til den lave ungeydelse og det kontanthjælpsløft, der er lagt ned over kommunerne.

Bekymring over det stigende antal hjemløse deles af kommunerne på Københavns Vestegn, hvor antallet af unge hjemløse ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, er tredoblet siden Finanskrisen satte ind. Så der i dag er registreret 1200 hjemløse fra 18-24 år. Og det bekymrer Rødovres socialdemokratiske borgmester og KL-formand Erik Nielsen:

"Der er desværre en stigende tendens til, at også helt unge ender som hjemløse".

Og Ishøjs Borgmester Ole Bjørstorp (S) mener også den lave ungeydelse er en af årsagerne til problemet.

"Når først huslejen er betalt, er der jo næsten ikke noget tilbage", siger Ole Bjørstorp.

Og borgmesteren i Halsnæs har derfor en klar opfordring til socialministeren.

"Vi skal have flest til at være med i fællesskabet. Men vi kommer også til at acceptere, at der er nogle, der har meget svært ved at komme ind i fællesskabet. Og dem kan man altså ikke efterlade med straf. Dem skal vi efterlade med god tryghed", siger Helge Friis.

Lorry sætter hele ugen fokus på unge hjemløse og har på fredag inviteret socialminister Annette Vilhelmsen i studiet, hvor hun vil forholde sig til det stigende antal udsatte unge uden bolig.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik