Foto: TV2/Lorry

Antallet af besøgsvenner fordoblet på fem år

Det blevet populært at være besøgsven hos en af hovedstadsområdets mange ældre mennesker. Det skriver DR P4 København.

Antallet af besøgsvenner i Region Hovedstaden er fordoblet over fem år, hvilket betyder, at der i dag er 2302 frivillige tilmeldt ordningen mod 1147 tilbage i 2008. Det viser tal fra Ældresagen.

Det vækker glæde hos Ældresagen, der længe har mærket en voksende interesse blandt hovedstadsområdets borgere.

- Vi oplever, at besøgstjenesten tiltaler mange mennesker. Der er mange, der ønsker at gøre et ekstra stykke arbejde for ældre, der sidder alene, siger Ingrid Branner, der er projektkonsulent i Ældresagen til DR P4 København.

Øget mediefokus giver øget antal besøgsvenner

Hun mener, at det blandt andet er et øget mediefokus på ensomme ældre, der har fået folks øjne op for besøgsordningen.

- Der har været meget fokus i medierne det sidste års tid på, at der er mange ensomme ældre. Så der er mange, tror jeg, som ønsker at gøre den her ekstra indsats, siger hun og tilføjer at danskerne, efter hendes mening, generelt har fået mere lyst til at yde frivilligt arbejde.

Der er omkring 65.000 ældre over 65 år på landsplan, der ofte føler sig ensomme, oplyser Ældresagen. Men det kan et ugentligt visit fra en besøgsven gøre noget ved, og samtidig styrke den ældres livskvalitet og forebygge sygdomme hos de ældre, siger Ingrid Branner.

- Det gør en stor forskel på alt, vi kan se i forhold til hospitalsindlæggelser, men bestemt også med sådan noget som antidepressive midler, siger hun til DR P4 København.

Ældresagens tal dækker både over aktive og inaktive tilmeldte af besøgsordningen.