Antallet af au pairer dykker voldsomt efter lønhop

Efter en lønstigning til au pairer og krav om, at værtsfamilien betaler flybilletten, er antallet faldet.

Nye tal fra Udlændingestyrelsen viser ifølge Avisen.dk, at antallet af opholdstilladelser til au pairer styrtdykket i 2017.

Kun 505 au pairer, heraf 422 fra Filippinerne, har fået ophold i Danmark i årets første fem måneder.

Og laver man en fremskrivning for hele 2017, vil det betyde, at kun cirka 1.200 au pairs kommer til landet for at stryge skjorter, gøre rent og passe børn hos travle børnefamilier i fortrinsvis hovedstadsområdet og Nordsjælland.

For bare fem år siden kom der dobbelt så mange au pairer til Danmark om året.

quote Det er et voldsomt fald i opholdstilladelser til au pairer.

Helle Stenum, migrationsforsker på Roskilde Universitet 

Men siden nye regler trådte i kraft 1. juli 2015 dropper familierne au pairen.

De nye regler gav au pairer en lønforhøjelse fra 3200 kroner om måneden i begyndelsen af 2015 til nu 4150 kroner.

Samtidig blev værtsfamilier forpligtet til at betale blandt andet rejseudgifter til og fra Danmark og 5000 kroner til danskundervisning.

Det er bemærkelsesværdigt, at antallet af au pairer falder så markant, vurderer migrationsforsker på Roskilde Universitet Helle Stenum.

- Det er et voldsomt fald i opholdstilladelser til au pairer. Der kan være mange grunde til faldet, og det bør undersøges hvorfor, siger hun til Avisen.dk, men hun vil ikke selv spekulere i årsagerne. 

Dyrt for danskerne

Projektleder i Kirkernes Integrations Tjeneste, KIT, Hans Henrik Lund, er ikke i tvivl om, at opstramningerne omkring au pair-ordningen fra 2015 er en af forklaringerne på, at antallet af au pairer i Danmark falder nærmest måned for måned. 

- Det er blevet dyrere for en dansk familie, fordi der er en masse lovbestemte udgifter forbundet med at få en opholdstilladelse til en au pair, siger han til Avisen.dk

Det faldende antal au pairer glæder Dansk Folkepartis Martin Henriksen.

- Det er godt at se at, at stramningerne virker. Men vi er fortsat bekymret for at mange au pairer ender med at opholde sig illegalt i Danmark i stedet for at rejse hjem.

- Det er der en del, der tyder på, og det holder ikke at vi har en ordning, som bidrager til sort arbejde og illegal indvandring. Det skal vi tage alvorligt, siger udlændingeordføreren. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik