Ansjoserne invaderer Øresund

Usædvanligt store stimer af ansjoser er blevet spottet i især den nordlige del af Øresund og i mængder, som ikke er set i mange årtier.

Engraulis encrasicolus - eller på dansk: En ansjos.

Den lille sildefisk med den blågrønne ryg og de sølvskinnende sider ses i usædvanligt store mængder i Øresund i øjeblikket.

 - Meget kort fortalt så har forholdene for ansjosynglen i år tilsyneladende været fantastisk gode, siger havbiolog Jens P. Jeppesen fra Øresundsakvariet i Helsingør. 

Ansjoserne har været på en lang fødevandring formentlig fra Middelhavsområdet eller den sydlige Nordsø og er blevet ført hertil med strømmen og udsigten til gode fødeforhold. ​

 - Vi har i næsten alle foregående år i Øresund haft sporadiske små fangster af ansjos men aldrig før set dem i så massive antal som i år, siger han.

Ansjosen har taget en ven med

Ansjosen er ikke alene, med og omkring de kæmpe stimer af ansjos er også kolossale stimer af brisling, som sammen med ansjoserne lover gode betingelser for Øresunds rovfisk i den nærmeste fremtid. 

Om det muligvis er effekten af de stigende havtemperaturer eller store mængder af dyreplankton, som befinder sig i de indre danske farvande, kan havbiologen kun gisne om, men det har store fordele for Øresunds dyreliv, når så store koncentrationer af ansjoser og store mængder af brislinger er til stede i øjeblikket.

 - Alle rovdyrene i Øresund – alt lige fra havfugle, til torsk og pighvarre spiser ansjos og brisling med stort velbehag, og typisk lokkes endnu flere rovdyr til sådanne områder, hvor disse store forekomster af pludseligt opståede byttefisk er, fortæller Jens P. Jeppesen.     

Det bliver en god fiskesæson

På baggrund af de mange ansjoser og brislinger forventer havbiologen, at fiskesæsonen i efteråret bliver særdeles god for de mange lystfiskere.

På Øresundsakvariet fanger man ansjoserne i hobetal lige nu og forsøger at holde dem i live. Formålet er, at kunne vise dem frem i et helt nyt ottekantet akvarium, som man håber at få i gang inden efterårsferien. 

 -  Alle dyrepassere og havbiologer håber meget på, at det vil kunne lade sig gøre at holde den lille smukke fisk i fangenskab, og hvis det lykkes vil det højst sandsynligt være første gang i Danmark, siger havbiolog Jens P. Jeppesen. 

Her kan du se ansjoser

Hvis man selv har fået lyst til at gå på ansjossafari langs kysten og havnene, er det en god ide at kigge ud over lavvandede sandbundsflader.

 Det kan fx være på Nordsiden af Helsingør Nordhavn. På taget af den netop nyetablerede toiletbygning på Nordsiden af havnen har man god udsigt over sandbundsfladerne.

Her vil man typisk kunne se ”mørke” plamager på bunden indikerende stimer af enten ansjos el. brisling.

Man kan også give sig i kast med at snorkle med ansjosstimerne og her man opleve rigtige ”baitballs” hvor stimerne optræder i de smukkeste former.
 
Kilde: Øresundsakvariet

 

Stime af ansjoser på sandbund. Foto: Kristian Vedel Christiansen
Stime af ansjoser på sandbund. Foto: Kristian Vedel Christiansen

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik