Ansatte på sygehuse skal på kursus i håndvask.

Alt fra overlæger til sekretærer på hovedstadens 12 sygehuse skal nu bestå et elektronisk kursus i at vaske hænder.

Efter sommerferien indleder Region Hovedstaden en kampagne for
samtlige hospitalsansatte, der også bliver sat til at holde øje
med kollegaernes håndvask.
Det skriver B.T. tirsdag.

Overvågningen er det mest kontroversielle, fordi danskere
ikke er vant til, at vi skal holde øje med hinanden og hjælpe
kollegaen til håndvasken. Der er altså hospitalsansatte, som
glemmer at spritte hænderne både før og efter, at de haft
kontakt med en patient, siger ledende overlæge Bettina Lundgren
fra Hvidovre Hospital til B.T.

Patienter og pårørende skal samtidig vejledes på sygehusene i
bedre hygiejne i forbindelse med kampagnen.
Kursuset er en af en stribe nye initiativer fra Region
Hovedstaden, efter at Dansk Standard i december 2008 dumpede
rengøringen på syv ud af ti hospitalsrum på regionens
hospitaler. Mest beskidt var der i operationsstuer og intensive
afdelinger.

Ifølge Ugeskrift for Læger kunne bedre hygiejne på hospitaler
spare 30.000 danskere for en hospitalsinfektion og 300
menneskeliv hvert år.

Håndvaskkursuset får dog ikke alene løst problemet med de
beskidte hospitaler i hovedstaden, siger sektorformand Gina
Liisborg fra FOA, der organiserer mange rengøringsfolk.

- Hvad nytter det, at man har rene hænder, hvis hospitalet,
hvor man gør rent, er møgbeskidt?, spørger hun til B.T.