03:01

Betina Brøgger er tidligere gruppeleder i DK-Pleje. Hør hende beskrive forholdene for ansatte og ældre borgere i interviewet her.

Ansat i plejefirma: 'Jeg skammer mig helt ind i sjælen'

Flere ansatte står nu frem og advarer om, hvordan et skandaleramte plejefirma behandler ansatte og ældre borgere.

Fire nuværende og tidligere ansatte i DK-Pleje kalder det private plejefirma for en pengemaskine, hvor der fifles med borgernes visitationer, og hvor arbejdstidsreglerne brydes systematisk.

- Jeg skammer mig helt ind i sjælen, for jeg er gået på kompromis med alt, hvad jeg tror på. Al min faglighed, siger Betina Brøgger, der er tidligere gruppeleder i DK-Pleje, til TV 2 Lorry. 

I DK-Pleje stod hun blandt andet for at planlægge plejepersonalets ruter og varetage kontakten til borgerne. Hun og kollegaer, der ikke ønsker deres navne offentliggjort, beskriver, hvordan borgerne sjældent fik den pleje, de var berettiget til. 

- Hver gang jeg fik en visitation, så skulle jeg barbere ned i den tid, borgeren egentlig var berettiget til, fortæller en nuværende ansat.

Det er i høj grad gået du over de ældre borgere, firmaet skulle levere pleje til, fortæller Betina Brøgger. Hun har blandt andet oplevet borgere, der først blev vasket forneden og dernæst i ansigtet med en og samme klud.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, når de ringede og klagede, for de havde jo ret, siger Betina Brøgger. 

Borgernes mange klager betød ifølge hende ofte meget lange arbejdsdage på ringe vilkår. 

- Vi har regnet ud, at vi i gennemsnit har haft en timeløn på 23,5 kroner i timen efter skat. Vi havde aldrig fri, og nogle gange var byrden så voldsom, at vi blev nødt til at dække hinanden. Jeg har brugt meget tid på at tænke over, hvorfor jeg blev ved med at finde mig i det, og jeg har ikke helt fundet svaret endnu, siger Betina Brøgger til TV 2 Lorry.   

Hun oplevede også, at firmaets andre ansatte havde alt for stressede vagter og ofte arbejdede 16 timer i træk.

- Jeg har tørret næseblod af piger, fordi der simpelthen ikke var tid til hverken vådt eller tørt, siger Betina Brøgger. 

Sammen med sine tidligere kollegaer har hun nu advaret de kommuner, der samarbejder med plejefirmaet DK-Pleje. 

Læs også Endnu en kommune anklager plejefirma for underbetalt arbejde

Firmaet er allerede blevet opsagt af Høje-Taastrup Kommune, og fra midten af august er firmaet også fyret af Brøndby Kommune. 

Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk Kommune har bedt firmaet dokumentere, om de overholder løn- og arbejdsvilkår. 

- Vi kan ikke se, at de udbetaler pension eller tilbyder barsel og løn under sygdom. De skal sørge for at bringe arbejdsforholdene i orden, og ikke kun fremadrettet. Medarbejderne bør kompenseres bagudrettet også, siger Trine Græse, formand for Seniorudvalget i Gladsaxe Kommune.

DK-Pleje har nu til den 19. august til at svare på Gladsaxe Kommunes anklager. 

Direktør i DK-Pleje, Benjamin Ait Amet, har ikke ønsket at kommentere sagen.