Annoncørerne svigter: Homo-magasin dropper trykt udgave

Danmarks sidste trykte LGTB-medie udkommer fremover kun på nettet

LGBT-magasine Out & About kan fremover kun læses på nettet. Screenshot.

Når den årlige Copenhagen Pride i august ruller gennem Frederiksbergs og Københavns gader med tusinder af deltagere, så står virksomheder i kø for at have vogne med i paraden. Dermed viser de deres støtte til mangfoldigheden - og får reklameret godt og grundigt for sig selv. Interessen er så stor, at Priden har svært ved at få plads til alle, der gerne vil være med.

Men helt anderledes er det, når det gælder LGBT-miljøets medier. I 17-år har magasinet Out & About fortalt nyheder om stort og småt i LGBT-miljøet og finansieret de trykte udgivelser med annoncer. Men nu er det slut. Annoncørerne svigter, og læsertallet har været dalende.

- Man kan roligt sige, at en epoke er slut. Det er en mærkelig følelse, for rigtig mange har bidraget til det blad gennem de sidste 17 år, så det smager af eddike at skulle være ham, der trækker stikket.

Ordene kommer fra Niels Lautrup Holm, der er direktør for Rainbow Media Denmark, der har stået for udgivelsen af Out & About. Han understreger dog, at mediet stadig kan findes som onlinepublikation.

Det smager af eddike at skulle være ham, der trækker stikket.

Niels Lautrup Holm, direktør, Rainbow Media Denmark

-  Det er selvfølgelig nemmere at finde annoncører til noget, der sker en gang årligt - end et månedligt magasin. Og vi skal have indtægter på op imod 89.000 kroner om måneden før vi er i 0, når vi udgiver bladet. Og så er det langt, langt billigere at drive et website og en facebook-side, forklarer han.

Niels Lautrup Holm fortæller, at både Norge og Sverige fortsat har LGBT-magasiner, der udkommer på tryk.

- I Norge har de Blikk, der modtager et par millioner om året i statsstøtte. Vi mistede mediestøtten herhjemme i 2014, siger Niels Lautrup Holm.

Det svenske magasin QX klarer sig uden at modtage statsstøtte.

Udover online-udgivelsen så er det planen, at Out & About skal udkomme som trykt guide, der først og fremmest henvender sig til lgbt-turister i København, hvor de kan læse om tilbud til lgbt-segmentet. Det er planen, at guiden skal udkomme fire gange årligt.

Men det månedlige blad er det slut med. Niels Lautrup Holm nævner, at en del annoncører i miljøet har svigtet, mens andre trofast har indrykket annoncer - det er så bare ikke nok til at fortsætte - og dermed er den udgave, der kom på gaden her i april, den sidste.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik