Anmelder: Noma-kåring er velfortjent

Kulminationen på flere års slid og slæb har ført Noma øverst på skamlen over verdens bedste restauranter. "Velfortjent og forventet", mener madanmelder.

... og vinderen er "Noma".

Sådan lød det mandag aften, da Noma blev udnævnt som verdens bedste restaurant. Og det er ganske velfortjent, lyder det fra madanmelder Søren Frank fra Berlingske Tidende.
- Når jeg i dag ikke er overrasket over Nomas helt fortjente førsteplads, skyldes det, at jeg adskillige gange har oplevet den respekt, der står omkring kokken René Redzepi på den internationale scene, skriver han på berlingske.dk.
Ifølge Søren Frank har restauranten, siden den så dagens lys i 2003, arbejdet sig væk fra det blakkede ry, som det danske - og københavnske - køkken har lidt under i flere år.
- Det er en fantastisk bedrift, at restauranten har trukket så mange personer fra den internationale, gastronomiske elite til det København, som den dengang famøse engelske tv-kok Keith Floyd for 15 år siden end ikke gad spilde tid på, fordi han ikke fandt andet end "fransk 70'er-køkken", skriver anmelderen.
Med mandagens kåring rykkede Noma fra sidste års tredjeplads helt til tops.
Nomas nærmeste konkurrent, den spanske restaurant El Bulli, har meddelt, at den vil lukke i en periode fra næste år for at få tid til at forny konceptet.
Søren Frank ser dog ingen grund til, at Noma også får kigget konceptet efter i sømmene.
- Noma tilbyder først og fremmest en klar fornemmelse af sted - for den gastronomiske rejsende er turen til København sine penge værd, fordi køkkenet med hidtil uset konsekvens udtrykker den lokale muld - eller terroir. Og så er køkkenet i øvrigt let og grønt, hvilket passer fint med tidsånden, hvad angår klima og ernæring, skriver Søren Frank.