Anklager: Læge misbrugte forskningspenge

En 63-årig læge er onsdag på anklagebænken i Københavns Byret. Han har bedraget et medicinalfirma og Rigshospitalet for millioner, mener anklagemyndigheden.

Dyre Rolex-ure, mærkevarer fra Louis Vuitton-butikker i Paris, Barcelona, München, Chicago og Atlanta og middage på D'Angleterre.

Det er blot nogle af de indkøb, der optræder på bilag, som indgår i en straffesag, hvor en hjertelæge er tiltalt for at bruge millioner af forskningskroner på et privat luksusforbrug.

I alt fem læger er blevet fyret og politianmeldt for fusk med forskningsmidler, og i foreløbig to sager er der rejst tiltale. Den første straffesag indledes onsdag i Københavns Byret, hvor en læge står tiltalt for at have bedraget et medicinalfirma og Rigshospitalet for i alt 2,8 millioner kroner.

Anklager Per Justesen, der skal føre sagen i byretten, kræver lægen idømt en ubetinget frihedsstraf, oplyser han til Ritzau.

Gennem seks år fra august 2006 til april 2013 brugte lægen mindst to millioner kroner fra en konto, hvor et medicinalfirma havde indbetalt seks millioner kroner til et forskningsprojekt, mener anklagemyndigheden.

I anklageskriftet indgår ikke færre end 390 bilag fra handler foretaget med et Eurocard, som lægen havde tilknyttet til kontoen. Ifølge anklagen havde lægen vildledt sponsoren til at tro, at kontoen tilhørte Rigshospitalet.

Den 13. januar 2011 købte lægen ifølge anklageskriftet et Rolex-ur til 160.650 kroner i den eksklusive butik Klarlund i København. Allerede måneden efter blev kontoen brugt til indkøb af endnu et Rolex-ur i en anden juvelerforretning. Denne gang var prisen 80.000 kroner.

Kortet er også blevet brugt til indkøb af private flybilletter og til dyre indkøb i flere forskellige mærkevarebutikker på rejser i adskillige lande, herunder alene 15 besøg i Louis Vuitton-butikker, hvor der blev købt ind for tusindvis af kroner.

Desuden er der bilag fra en stribe middage på blandt andet Sejlklubbernes Restaurant i Charlottenlund og på luksushotellet D'Angleterre i København.

Det var presseomtale i Jyllands-Posten, der førte til politianmeldelserne og en opstramning af reglerne for sundhedspersonales omgang med forskningsmidler.

I den første sag er lægen ud over groft bedrageri og underslæb også tiltalt for databedrageri og tjenestemisbrug. Han nægter sig skyldig,

Dommen ventes til november.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik