Fængslet: Flugtbilist kørte over for rødt og dræbte cyklist

Onsdag den 5. april kørte en bil over for rødt lys ved Christmas Møllers Plads på Amager. Bilisten ramte og dræbte en cyklist, men kørte videre. Nu er en person anholdt.

En mandlig, 41-årig cyklist blev den 5. april kort før klokken 21 kørt ned af en flugtbilist ved Christmas Møllers Plads på Amager i København.

Cyklisten, der selv var kørt ud i krydset for grønt lys, afgik efterfølgende ved døden.

Man efterlyste efter trafikdrabet en større sort personbil, som kørte fra ulykken, og det har givet pote.

Københavns Politi har nu anholdt en 45-årig mand ved hjælp af henvendelser fra vidner, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Manden ejer den efterlyste bil, men nægter sig skyldig. Han har forklaret, at han var i København for at arbejde, men han nægter at være kørt over for rødt og at have påkørt en cyklist.

Han har forklaret at nogle skader på bilen, der blev repareret en uge efter, var sket i Esbjerg.

Den 45-årige blev i grundlovsforhøret varetægtsfængslet i 13 dage. Han er sigtet for uagtsomt manddrab og for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at udvise agtpågivenhed og ved at køre over for rødt lys

Her skete ulykken, hvor en bilist kørte over for rødt og ramte en cyklist. Foto: Station 2 Efterlyst
Her skete ulykken, hvor en bilist kørte over for rødt og ramte en cyklist. Foto: Station 2 Efterlyst

Sådan skete det

Flugtbilen kom onsdag den 5. april klokken 20.46 kørende ad Torvegade i retning mod Amagerfælledvej, mens den 41-årige cyklist kom kørende ad Christmas Møllers Plads mod Amagerbrogade.

I krydset Christmas Møllers Plads og Amagerfælledvej så et vidne, hvordan flugtbilen kørte over for rødt og ramte cyklisten. Flugtbilen standsede ikke, men kørte efter påkørslen ad Amagerfælledvej og til højre af Amager Boulevard. 

Flugtbilen er i følge vidner en sort SUV-lignende bil. Muligvis med papegøjeplader der begynder med bogstaverne AC. Foto: Grafik AniMotion - Station 2 Efterlyst
Flugtbilen er i følge vidner en sort SUV-lignende bil. Muligvis med papegøjeplader der begynder med bogstaverne AC. Foto: Grafik AniMotion - Station 2 Efterlyst

Familien er dybt berørt af drabet

TV 2 talte efter ulykken med ægteparret Lone og Jørgen Berner. Det er deres søn, der afgik ved døden i ulykken. 

Både Lone og Jørgen Berner er dybt påvirket, af det der er sket, og at deres søn, på brutal vis, er revet væk fra dem og fra sine to små børn.

- Vi synes, det er den værste forbrydelse overhovedet. Vi ville have haft forståelse for, at det kunne ske, men når man kører fra stedet på den her måde, så er det utilgiveligt, siger Lone Berner til Station 2 Efterlyst.

Efter ulykken var den 41-årige hårdt kvæstet. Han døde på hospitalet omgivet af sine nærmeste. Forældrene har en alvorlig appel til gerningspersonen:

- Tag ansvaret for dine gerninger, og stå ved hvad du har gjort, slår de begge fast over for Station 2 Efterlyst.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik