Andreas Mogensen afslører Danmarks største rumprojekt

Et danskbygget rumobservatorie skal efter planen sendes ud i rummet i marts 2018.

Efter mange års udviklingsarbejde er Danmarks hidtil største rumprojekt mandag blevet præsenteret af astronauten Andreas Mogensen.

- Det er altid spændende, når vi i Danmark kan være med langt fremme, når det kommer til rumfart og rumforskning.

- Vi har helt sikkert evnerne til at være med, sagde astronauten, efter at han havde hevet i den røde sløjfe og afsløret en 314 kilo tung 1:1-model af instrumentet ASIM.

ASIM er et rumobservatorie, som skal bruges til at nærstudere store lynfænomener, der opstår mange kilometer over Jordens overflade.

Røde feer og blå jets

Lynfænomenerne er bedre kendt som "røde feer", "blå jets", "åndehaloer" og "elvere".

Det er elektriske udladninger, der går opad i stratosfæren og mesosfæren fra tordenskyer mange kilometer over Jordens overflade.

Observationerne af lynfænomenerne er blandt andet interessante, fordi de måske kan sige noget om klimaforandringerne.

Lynene tager nemlig vanddamp fra troposfæren op i stratosfæren. Vanddampen er en vigtig drivhusgas og kan blive i stratosfæren meget længe, inden den forsvinder igen.

- Det kan være en mulig komponent af atmosfæren, som spiller en vigtig rolle, når vi taler om drivhuseffekten, og som vi måske ikke har med i vores modeller i dag af atmosfæren.

- Det er vigtigt for os at forstå, når det kommer til klimaændringer og atmosfæren, siger Andreas Mogensen.

Efter planen skal ASIM sendes af sted fra Florida med en SpaceX-raket til marts næste år.

Og her skal Andreas Mogensen være med til at guide sine astronautkolleger oppe på Den Internationale Rumstation (ISS), når observatoriet skal sættes fast.

- Jeg skal sidde med i kontrolcenteret kort efter opsendelsen og være med, når astronauterne bruger den 17 meter lange robotarm til at gribe fat i hele "draggingfartøjet" (den raket, som observatoriet sidder på, red.), siger han.

Knaster på vejen

Det er virksomheden Terma A/S, der er hovedleverandør. Terma A/S har arbejdet med at udvikle observatoriet siden 2008.

- Vi er stolte af det. Men under hele processen har der været knaster på vejen, det er klart. Det hele skal koordineres, og det har været en meget stor opgave, siger Carsten Jørgensen, der er senior vice president.

DTU Space har været videnskabelig leder på projektet.

Kristian Pedersen, der er direktør på DTU Space, fremhæver Danmarks "enestående førerposition" i rummet.

- Danmark kan noget særligt i rummet. Det er ASIM et godt eksempel på, siger han.

- Det sker ikke hver dag, vi udvikler ny teknologi til rummet. Derudover kan vi se frem til banebrydende forskning, når ASIM er monteret på Den International Rumstation.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik