Op mod 500 andre foreninger med tusindvis af andele er i lige så håbløs gæld, anslår Foreningen af Andelsboligforeninger i Krise på baggrund af tal fra By- og Boligministeriet. Foto: Jan Jørgensen / Scanpix

Andelskrise: Op mod 500 foreninger er blevet værdiløse

I samarbejde med tv2.dk

Op mod 500 andre foreninger med tusindvis af andele er i lige så håbløs gæld som Hostrups Have, anslår Foreningen af Andelsboligforeninger i Krise

Det gav genlyd, da Danmarks største andelsboligforening, Hostrups Have på Frederiksberg med 679 andele, for godt en uge siden blev begæret konkurs af Nykredit.

Foreningen har en gæld, der er mere end dobbelt så høj som værdien af Hostrups Have. 

Læs også Hostrup Have er ikke alene: Disse andelsforeninger gik også konkurs

Op mod 500 andre foreninger med tusindvis af andele er i lige så håbløs gæld, anslår Foreningen af Andelsboligforeninger i Krise på baggrund af tal fra By- og Boligministeriet. Det skriver Politiken mandag.

Dyb krise

Foreningen, Hostrups Have, har i flere år haft økonomiske problemer, efter man optog swap lån og valgte at indføre en rentetrappe.  Foto: Jan Jørgensen / Scanpix

Langt de fleste af disse foreninger ligger i mindre kommuner i udkantsområder og består ofte kun af 10-15 andele. Over 80 procent af de mest forgældede foreninger er stiftet i opgangsårene frem mod finanskrisen. 

- Uden for København og Aarhus er mange små foreninger i dyb krise. Det er ofte ældre mennesker, der har købt andelene. Når en falder fra, hænger de andre på udgiften til en bolig, der er 0 kroner værd og ikke kan sælges. Det bliver en slags last man standing, siger den uafhængige andelsboliganalytiker Tejs Volfsberg Carstensen til Politiken. 

Læs også Rosenkrantz-Theil er søvnløs: De har opført sig så uartigt

- Foreningerne kan blive tvunget til at lade sig gå konkurs, hvis de ikke længere kan betale udgifterne, siger Jens Lunde, lektor emeritus på CBS og ekspert i boligøkonomi, til Politiken.

Mister indskud

I så fald mister beboerne deres indskud, der kan være på flere hundrede tusind kroner. Det er belåningen bag de pressede andelsforeninger, der gør dem dyrere og dyrere i månedlig boligafgift - og samtidig betyder gælden, at andelene ingen værdi har, og derfor kan andelshaverne ikke sælge dem og flytte væk. 

Læs også Efter andels-konkurs: Sådan virker et renteswap

- For de gamle foreningers vedkommende er problemet overbelåning. For de nystiftede foreninger er det renteswaps, siger Niels Bjørnstrup, talsmand for Andelsboligforeninger i Krise, til Politiken.