Jan Hansen, direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation. Foto: Linda Kastrup - Ritzau Scanpix

Andelsforeninger advares: Smider "sure penge" efter papirarbejde

En ny persondataforordning stiller større krav til andelsboligforeningerne. Men i mange tilfælde er der ingen grund til at punge ud af den grund.

Vi vil gerne råbe vagt i gevær om, at nogle betaler nogle høje gebyrer for standarddokumenterne. Det kan være  beløb på 3-4-5000 kroner.

Jan Hansen, direktør i ABF

ABF

  • ABF er en interesseorganisation for de private andelsboligforeninger.
  • Cirka 5000 ud af 8000 foreninger er medlemmer. Mange af dem ligger her i hovedstadsområdet.

Med den nye persondataforordning (GDPR) skal også bestyrelserne i hovedstadsområdets mange andelsboligforeninger være ekstra skarpe på, hvordan de håndterer personoplysninger.

Og det skaber forvirring, rygter og misforståelser.

Det oplever Andelboligforeningernes Fællesorganisation, der varetager andelsboligforeningers interesser med omkring 5000 foreninger som medlemmer.

Derfor har de udgivet en vejledning og standarddokumenter, som de tilbyder deres medlemmer gratis. På trods af det får de flere henvendelser fra foreninger, der bliver afkrævet penge for dokumenterne af deres administrationsselskaber. 

- Vi vil gerne råbe vagt i gevær om, at nogle betaler nogle høje gebyrer for standarddokumenterne. Det kan være  beløb på 3-4000 kroner, fortæller direktør i ABF, Jan Hansen, til TV 2 Lorry.

"Bestyrelserne kan selv"

Standarddokumenter kan for eksempel være en samtykkeerklæring, som kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Det kan være, at der skal indhentes samtykke til at bruge billeder af andelshaverne på sociale medier.

Dokumenterne er simple og lige til at gå til og udfylde, og derfor er der altså ingen grund til at punge ud, lyder det fra ABF.

- Hvorfor skal hver enkel andelsboligforening betale for noget, som ligger som skabeloner? spørger direktør Jan Hansen retorisk. 

"Administratorerne er i deres fulde ret til at tage sig betalt for at udfylde dokumenterne, men i flere tilfælde vil det sagtens kunne være en opgave foreningerne selv kan forestå med ABF’s vejledning, hvis servicen ikke skulle være inkluderet i en aftale med administrator", skriver organisationen.

Vejledningen og standarddokumenterne ligger på denne side, under overskriften "Dokumenter i forbindelse med håndtering af persondata (GDPR)", hvor du bliver bedt om at logge ind som medlem. 

Læs også Efter grov chikane: Svømmehal kræver personlige data før du hopper i