Amerikansk ejendomsgigant opkøber boliger på Frederiksberg

Beboerne i tre ejendomme på Frederiksberg er stærkt bekymrede, efter verdens største ejendomsinvestor netop har opkøbt deres boliger.

Frederiksberg Boligfond, hvor tre af bestyrelsesmedlemmerne er udpeget af Frederiksberg kommunalbestyrelse, har tirsdag formiddag sat underskriften, der betyder, at man sælger tre af fondens udlejningsejendomme til den amerikanske ejendomsgigant Blackstone.

Salgsprisen er ca. en milliard kroner og formand for Frederiksberg Boligfond er tilfreds.

- Vi er glade fordi, det giver os nogle strategiske muligheder i Frederiksberg Boligfond, siger fondens formand Flemming Brank til TV 2 Lorry.

Mandag demonstrerede beboerne foran Frederiksberg Rådhus. De frygtede et salg af deres boliger. Det er nu sket. 

De tre solgte Frederiksberg-ejendomme er Den Sønderjydske By, Peter Bangs hus og Svalegården, og her er mange af beboerne bekymrede for fremtiden.

- De kan jo lave alle mulige forbedringer som folk ikke beder om, og det vil gøre, at de mennesker der bor her simpelthen ikke har råd til at bo her.

Sådan lyder det fra Søren Berg, der er beboerformand i Den Sønderjydske By på Sønderjyllands Alle, der er den største af de tre solgte ejendomme med 303 lejemål.

Udpluk af Frederiksberg Boligfonds formål: 

  • I samarbejde med Frederiksberg kommune at drive fondens ejendomme.
     

  • Deltage i projekter vedrørende byfornyelses, boligfobedrings, ældrebolig og ungdomsboligudvikling eller lignende sociale formål.
     

  • Og fremme boligkulturelle og boligproduktive formål i kommunen
    ​​​​
    Kilde: Frederiksbergs Boligfonds hjemmeside. 

Beboerne frygter, at Blackstone vil skifte de almennyttige formål ud med en ensidig jagt på profit.

- Jeg har mødt beboere, der var chokerede og ikke forstod hvad der skete og troede de ville blive sat på gaden med det samme, siger Søren Berg.

Blackstone forvalter investeringer for svimlende 457 milliarder dollar –  3000 milliarder kroner.

De seneste år har Blackstone købt mindst 140 boliger i Hovedstadsområdet, med hjælp af den danske samarbejdspartner 360 North.

Når det gælder ejendomsinvesteringer har de en strategi, der hedder: "Buy it fix it sell it" - køb det, renover det, sælg det. 

De køber ejendomme, sætter dem i stand og sælger det til en ny ejer, der vil drive ejendommen på længere sigt. Det fremgår af deres egen hjemmeside. 

Beboerne i Peter Bangs Hus på Peter Bangs Vej er også bekymrede. Deres 41 lejemål er også omfattet af aftalen med Blackstone.

- Jeg er sikker på, at man skal have nogle af dem, der bor her billigt til at flytte eller sætte deres lejligheder i stand, så man kan hæve prisen max, siger Laila Mortensen, som bor i Peter Bangs Hus.

- Jeg har boet her, siden jeg var gravid med min ældste, det er 18 år siden nu. Jeg er ikke interesseret i at flytte, fordi jeg ikke har råd til at bo her, siger Hilde Schroll Jespersen, som også bor i ejendommen.

Beboere har ikke råd til at danne en andelsforening

Når en ejendom bliver solgt, siger loven, at beboerne først skal have den tilbudt til samme pris, så de kan lave en andelsboligforening. Men Blackstones store pengekasse betyder, at de kan byde så højt, at det bliver meget svært for beboerne at rejse den nødvendige kapital.  

- Vi kan købe den til den samme pris som en kapitalfond, jeg er ikke helt sikker på, at vi kan matche den pris, siger Hilde Schroll Jespersen.

- Nu er vi ejet af Frederiksberg boligfond, som har et formål for vores borgere og vores by, det tror jeg ikke sådan en stor investor på nogen måde har. De har kun et formål, nemlig at tjene penge, siger Laila Mortensen.  

Den tredje ejendom, der er blevet solgt er Svalegården, som også ligger på Peter Bangs Vej, her er der 80 boliger. 

LLO bekymrede over boligsalg 

Men er en udenlandsk udlejer nødvendigvis værre end en dansk? Er der grund til bekymring? Det ved LLO.

- De søger hullerne og de søger mulighederne for at få folk ud, de ringer til folk for at tilbyde dem en anden lejlighed. Det er det, vi kalder "shake the building" - altså at prøve at ryste bygningen, så man kan se, hvem der "falder ud", så man kan leje den ud igen til en meget højere leje, siger Claus Højte som er direktør i lejernes organisation LLO, København. 

Blackstone og 360 North er involveret i 56 sager i huslejenævnet. 

- Blackstone presser citronen lige til kanten, siger Claus Højte.

Se mere om opkøbet af ejendommene her. 

Ifølge LLO kan store udenlandske investorer som Blackstone betyde, at byen forandrer sig. 

- De lejligheder som trods alt er til at betale, de forsvinder i meget hurtig takt, siger Claus Højte.

Blackstone har ikke det bedste ry

Michael Alsen og Henrik Jensen har dækket det danske boligmarked for Berlingske i mange år og kender også Blackstones måde at agerer på.

Hvis Blackstone renoverer ejendommen udvendigt, kan de lave mindre huslejestigninger. Men hvis de renoverer den enkelte lejlighed indvendigt og laver såkaldte 5-2 renoveringer, så kan de gennemføre store huslejestigninger.

Men 5-2 renoveringer kræver at lejerne fraflytter.

 - Det vi kan se er, at de i flere tilfælde har tilbudt folk store summer for at fraflytte, siger Michael Alsen.  

Blackstones danske samarbejdspartner Nils Janssons investeringsdirektør har en fortid, hvor han fik en del spalteplads i medierne. 

- Under boligmarkedets sidste optur i midten af nullerne, var han en mindre fisk i den her store gruppe af ejendomsinvestorer, der med en masse hurtige handler overbelånte ejendomme og var med til at trække i hvert fald noget af tæppet væk under en lang række banker, siger Michael Alsen. 

Hans mange risikable investeringer under finanskrisen betød, at han endte i konkurs – han skyldte blandt andet den nu krakkede Eik bank 143 millioner.  

I dag er det hans to mindreårige døtre, der står som ejer af holdingselskabet bag 360 North. 

- I sin tid fik han kælenavnet speedy, det gjorde han, fordi han er en hurtigsnakkende fyr, som der er masser af fart og tempo i, siger Michael Alsen.

Men formanden for Frederiksberg Boligfond ryster fortsat ikke på hånden, selvom han netop har solgt tre store ejendomme til Blackstone. 

- Jeg er sådant set ikke i tvivl om at Blackstone, vil gøre hvad de kan for at vise, at de ikke er så slemme som nogle beboere har gjort dem til. Så skulle de virkelig også være nogle slemme drenge, lyder det fra Frederiksberg Boligfonds formand Flemming Brank.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra The Blackstone Group i dag. 

Rettelse: I tidligere version af artiklen skrev vi, at Frederiksberg Boligfond er delvis kommunalt ejet. Dette er ikke korrekt, men tre af medlemmerne af Frederiksberg Boligfonds bestyrelse er udpeget af Frederiksberg kommunalbestyrelse.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik