Ambulancekørsel i fare - igen

Roskilde Brandvæsen må ikke køre ambulance i nabokommunerne Greve, Solrød og Køge. Det er i strid med lovgivningen om ambulancekørsel og kommunalfuldmagtsreglerne. Det har Statsforvaltningen Sjælland meddelt til Roskilde Kommune og Region Sjælland her godt 14 dage inden brandvæsenets ambulancer skal begynde at køre i de ny kommuner, skriver DAGBLADET Roskilde.

- Det er vores opfattelse, at det vil være i strid med loven. Og hvis Roskilde Brandvæsen alligevel fastholder at køre under denne lovgivning, må vi skride ind og sige, at det kan de ikke, siger direktør for Statsforvaltningen Sjælland, Vibeke Larsen.
Hun understreger dog, at der formentlig stadig er en mulighed for, at Roskilde Brandvæsen kan få lov at køre ambulance i området, idet opgaven måske kan løses under en anden lovgivning om udøvelse af kommunal erhvervsvirksomhed.
- Derfor forslår vi at holde et møde med Roskilde Kommune og Region Sjælland for at finde ud af, hvordan tingene kan komme til at hænge sammen. Det må vi prøve at finde svar på, siger Vibeke Larsen.
Den udmelding hæfter Roskildes borgmester, Pouls Lindor Nielsen (S), også ved.
- Jeg er overrasket over udmeldingen, for inden vi overhovedet bød på opgaven var vi i kontakt med både ministeriet og kammeradvokaten for at sikre os, at vi måtte. Derfor kommer det bag på mig. Men nu må vi tage det møde med statsforvaltningen og få løst problemet så hurtigt som muligt, siger borgmesteren til DAGBLADET Roskilde.
Det sætter regionsrådsformanden, Steen Bach Nielsen (S), også sin lid til.
- Der er ingen grund til at være nervøs. Der vil køre ambulancer i hele regionen efter 1. februar, beroliger Steen Bach Nielsen.
Den nye drejning i sagen om ambulancer kommer blot et år efter balladen omkring det svenske ambulanceselskab Samariten, der først vandt ambulancekørslen i størstedelen af Region Sjælland og efterfølgende måtte opgive.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik