Foto: BIG

Amagerforbrændingen skal blæse røgringe

Bjarke Ingels har fået en ny ide - nu vil han etablere en damprings-generator på toppen af Amagerforbrænding. Der skal blæses røgringe over København.

Byggeriet af Amager Ressource Centers forbrændingsanlæg til 4 mia. kr er i fuld gang og finansieringen af skibakken på toppen af byggeriet er næsten på plads. Nu søger arkitektfirmaet BIG via crowdfunding penge til en installation, der skal blæse røgringe ud over København.

Verdens første damprings-generator vil blæse en røgring ud på himlen for hvert ton CO2, der afbrændes på forbrændingsanlægget. Formålet med røgringen er at få københavnerne til at se, hvilken indflydelse vi har på verden omkring os.

Se crowdfundingen til projektet her.

Sammen med Jakob Lange er BIG i gang med at designe sin tredje og sidste generator prototype, der skal bevise at teknologien også vil virke i en større skala. Ud over Jakob Lange samarbejder BIG også med Peter Madsen's Rumlaboratorium og DTU på projektet.

For nuværende har 70 personer støttet via crowdfundingen, og det er lykkedes BIG og Jakob Lange at hente 3.031 dollars hjem. Målet er 15.000 dollars.