Amagerbankens top får dom i juni

Erstatningssag om 900 millioner kroner er færdig hurtigere end planlagt.

En af de store retssager om tab i kollapsede banker kulminerer i juni.

D. 12. juni afsiger Retten i Lyngby dom i sagen, der drejer sig om tab på i alt 900 millioner kroner i Amagerbanken.  

Finansiel Stabilitet har rejst det store krav mod syv personer fra den tidligere ledelse og bestyrelse, heriblandt bestyrelsesformand Niels Erik Nielsen og direktør Jørgen Brændstrup.

Desuden er fire medlemmer af bestyrelsen sagsøgt for et krav om 300 millioner kroner.

Finansiel Stabilitet er det statslige selskab, som rydder op og overtager pengeinstitutter, der ryger ud over kanten.

Retssagen begyndte i april sidste år. Processen er imidlertid blevet fremskyndet, og en række planlagte retsmøder er blevet aflyst. En dom var først ventet i løbet af efteråret.

Nu voterer retten

Advokaterne i sagen har netop haft den sidste duel på ord - de såkaldte procedurer. Og retten har trukket sig tilbage for at votere.

Opgøret handler ikke om Amagerbankens konkurs. Det fastslog advokaterne for Finansiel Stabilitet ved det indledende retsmøde.

Derimod skal retten vurdere, om bestyrelsesmedlemmer og direktion har optrådt uansvarligt i forhold til tre konkrete engagementer.

For eksempel projektet Østerfælledparken. Her holdt banken hånden under ejendomshandlerne Hans Henrik Palm, Henrik Ørbekker og Olav Damkjær-Clausen. Alene denne forretning kostede banken 801 millioner kroner.

quote Samtlige sagsøgte har krævet frifindelse for at betale erstatning.

 

Mange andre sager i gang

I alt har det statslige selskab anlagt retssager mod ledelserne i otte pengeinstitutter.

Sagen mod toppen i Roskilde Bank og bankens revisor er i sin afsluttende fase i Østre Landsret. Her lyder kravet på en milliard kroner.

Den første dom - om den lille velhaverbank Capinordic - blev afsagt i 2015. Her fik Finansiel Stabilitet delvist medhold.

Retssagerne har udviklet sig til en kæmpemæssig udgift - og til en tilsvarende stor omsætning i advokatbranchen. Den er blevet løftet med en kvart milliard kroner.

Det statslige selskab har brugt 258 millioner kroner på at føre sagerne. Det fremgår af en årsrapport, som blev offentliggjort forleden. Tallet er foreløbigt.

Også i de kommende år forventes "betydelige udgifter til førelse af disse sager," hedder det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik