Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Amagerbankens kunder flygter i hobetal

Bankerne på Amager bliver kimet ned af Amagerbankens gamle kunder. De vil gerne skifte bank med det samme

Bankfilialerne på Amager har voldsomt travlt efter Amagerbankens krak, der har sendt massevis af kunder på jagt efter en ny bank. Det skriver politiken.dk.
Jyske Bank, Nordea, Danske Bank og Arbejdernes Landsbank på Amager melder om stor interesse fra Amagerbankens gamle kunder.
- Det har været helt massivt. Især i mandags var der et hav af henvendelser både på mail, telefon og fra folk, der kom ind i vores tre Amager-filialer, fordi de gerne ville skifte fra Amagerbanken, siger Per Rick, regionsdirektør i Arbejdernes Landsbank.
Han kender ikke det præcise antal, men siger, at man har talt med kunder i "hundredvis".
Eksperter har rådet Amagerbankens kunder til at finde en ny bank hurtigst muligt, og meget tyder altså på, at kunderne følger rådet.
- Vi har haft rigtig travlt, og vi har måttet sende omkring ti kunderådgivere ekstra ud på Amager for at kunne hjælpe alle de, der er kommet forbi for at få rådgivning, siger Jyske Banks områdedirektør på Sjælland.
Samme melding lyder fra Nordea og Danske Bank.