Foto: alarm112danmark.dk

29-årig meldes uden for livsfare efter alvorlig ulykke på hovedvej

Politiet rykkede her til morgen ud til et alvorligt trafikuheld, der formentlig skyldtes en overtrædelse af vigepligten.

Onsdag morgen var flere personer involveret i et trafikuheld i nærheden af Ølstykke.

Det oplyser Nordsjællands Politi til TV  2 Lorry.

Uheldet skete på Frederikssundsvej ved Svestrupvej.

To køretøjer var involveret i uheldet, og i alt tre personer kom til skade. De første meldinger fra politiet lød på, at det var alvorligt for den ene af de tre tilskadekomne.

Nordsjællands Politi har senere meldt ud på Twitter, at der er tale om en 29-årig mand, men at han meldes uden for livsfare.

Læs også Filmende bilister får skideballe ved ulykke på motorvej

Vigepligt formentlig overtrådt

De andre personer, der var involveret i uheldet, er en 59-årig mand og en 42-årig kvinde. Disse kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.

Ulykken skyldes formentlig en overtrædelse af vigepligten, oplyser politiet.

Nordsjællands Politi sendte det første tweet om ulykken ud klokken 9:01. Herefter har de løbende opdateret med nye oplysninger.

Vejen blev midlertidigt afspærret, mens politi og redning arbejdede på stedet. Den er nu åben igen.