Foto: Søren Bidstrup - Scanpix

Alvorlige lovbrud: Skole i overhængende fare for at blive lukket

Endnu en muslimsk skole på Nørrebro i København er ved at lukke efter afsløringer.

Statens tilsyn har besluttet af tilbageholde et tilskud på 21 millioner kroner fra 1. januar 2018 til Iqra Privatskole på Nørrebro i København. 

Det skriver BT

- Vi har haft et grundigt tilsyn med skolen, og der er mange alvorlige brud på loven, siger Susanne Clausen, vicedirektør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, til BT. 

Avisen har afdækket en lang række forhold på skolen, som styrelsen henviser til i et brev til skolen. 

Senest har BT afsløret, at den konstituerede skoleleder har spredt videoer fra den islamiske organisation Hizb Ut-Tahrir på forskellige facebookgrupper. 

Ifølge styrelsen kan det rejse tvivl om, hvorvidt skolen forbereder eleverne til friheds- og folkestyrer, hvilket loven foreskriver. 

BT har også tidligere afdækket, at skolen har forbindelser til moskeen Islamisk Kulturcenter, hvor den fremtrædende Imam Khalil Jaffar blandt andet skulle have tilladt en ung mand tiltalt for at være Islamisk Stat-kriger at have adresse. 

Læs også Tidligere leder af muslimsk friskole: Eleverne snød til eksamen

Én skole er allerede lukket

Tilbage i september blev den muslimske Nord-Vest Privatskole også frataget sit statslige tilskud.

Den muslimske privatskole blev i sommer sat under skærpet tilsyn, da man under et anmeldt besøg fandt undervisningsmateriale på arabisk, der blandt andet brugte begreber som "jihad" og kamp.

Her har Berlingske beskrevet, at viceskolelederen delte Hizbollah-relateret materiale på sin Facebook-profil, ligesom BT kunne afdække, at der er sket eksamenssnyd i både 2016 og 2017.