Allerslev går imod sit parti: Burkaforbud er ingen god idé

Københavns radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, Radikale, kan ikke se, at et forbud løser problemer.

Radikale Venstre på Christiansborg har onsdag skiftet holdning – og melder sig nu klar til at forbyde burkaer og niqaber i det offentlige rum.

Det meddelte partiets fungerende politiske ordfører, Lotte Rod, i et interview med Ritzau.

quote Jeg synes også, det er et frygteligt symbol – jeg synes også, det er kvindeundertrykkende, men jeg tror bare ikke på, vi hjælper nogen som helst ved at indføre et forbud

Anna Mee Allerslev, beskæftigelses- og integrationsborgmester, Radikale, København

Men på Københavns Rådhus mener partiets politiske leder, beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, ikke, at det er nogen god idé.

- Jeg støtter ikke et forbud mod burkaer. Ikke fordi jeg ikke kan jeg forstå, at man har lyst til at indføre et forbud. Jeg synes også, det er et frygteligt symbol – jeg synes også, det er kvindeundertrykkende, men jeg tror bare ikke på, vi hjælper nogen som helst ved at indføre et forbud, siger hun til TV 2 Lorry.

Ganske få går med burka

Anna Mee Allerslev frygter, at et forbud får den modsatte effekt.

- Vi risikerer at kvinderne, enten af egen fri vilje eller fordi de bliver tvunget til det, bliver hjemme i lejlighederne – og ikke kommer hen til os og får hjælp. I værste fald frygter jeg, at de bliver sendt ud af landet og til lande, hvor der ikke er forbud mod burkaer, pointerer hun, der beskriver burkaer som et ”kvindeundertrykkende symbol”.

Kvinderne hjælpes bedst med en kombineret indsats, der både fokuserer på deres sociale situation, jobsituation og på at hindre social kontorl, mener borgmesteren.

Det er uklart, hvor mange burkaklædte kvinder, der er i Danmark, men – som Anna Mee Allerslev også pointerer – er der næppe tale om noget stort tal. En undersøgelse fra Københavns Universitet i 2010 viste, at kun tre kvinder i hele Danmark bar burka, mens maksimalt 200 kvinder var iført niqab, hvor kun øjnene er synlige.

Imod så sent som sidste år 

Det radikale kursskifte kommer efter, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har blåstemplet Belgiens forbud mod heldækkende beklædningsgenstande i det offentlige rum.

Det fik Dansk Folkeparti til at bebude, at partiet igen vil fremsætte et forslag om at forbyde burkaer og niqaber i Danmark.

Et lignende forslag fremsatte partiet så sent som i november 2016. Her stemte Radikale Venstre imod – og har tidligere argumenteret med, at det var udtryk for symbolpolitik at gå ind for et burkaforbud.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik