Rockerklubben Satudarah er ikke velkomne i Allerød, siger borgmester Jørgen Johansen.

Politiet var massivt til stede, da Satudarah officielt åbnede nyt klubhus den 3. juni i Allerød

1 af 2

Allerøds borgmester: Satudarah flytter snart

Satudarahs ophold i et industrikvarter i Allerød bliver kort, lyder det nu fra byens borgmester.

Rockerklubben Satudarah, som har rødder i Holland, har åbnet et nyt klubhus i et industrikvarter i Allerød.

Det nye tilholdssted åbnede dørene fredag den 3. juni under stor bevågenhed fra Nordsjællands Politi.

Læs også: Satudarah åbner klubhus i Allerød

Men det bliver en kort ophold, sådan siger Allerøds borgmester Jørgen Johansen (C).

 - Vi vil slet ikke have rockere i Allerød. Vi ønsker dem ikke i byen, og det er det princip, som vi arbejder ud fra, siger borgmester Jørgen Johansen til TV 2 Lorry.

Ifølge borgmesteren har ejeren af ejendommen, hvor Satudarah holder til, oplyst, at lejemålet nu er blevet opsagt. Dermed er det et spørgsmål om tid, før Satudarah må flytte ud af lokalerne.

I den forbindelse vil borgmesteren gerne opfordre alle, som udlejer erhvervsejendomme til at være meget opmærksomme på, hvem de vælger at udleje til.

Mikael Forsmark Skjoldager bor i Allerød og er nabo til den nuværende rockerborg. Han har selv en datter i skolealderen, og han foretrækker at Satudarah bliver ude i klublokalerne i industiområdet.

 - Jeg har dem som naboer. Der har ikke været nogle problemer i den tid, som de allerede har været her. Jeg vil hellere lægge øre til dem herude end jeg vil have, at de flytter ind tættere på en skole eller en børnehave, siger han til TV 2 Lorry.

Skulle Satudarah i stedet finde på at købe et hus i Allerød, vil borgmesteren også gerne bede husejere, der skal sælge deres bolig om at tænke sig om en ekstra gang: 

 - Jeg vil opfordre folk til at tænke over, hvem de sælger til, siger Jørgen Johansen.