Allerød-politikere stemmer imod asfaltfabrik-udvej

Et flertal af politikerne i Allerød stemte imod et forbud mod den planlagte asfaltfabrik.

Efter fredagens byrådsmøde står det klart, at en asfaltfabrik i fremtiden kan komme til at ligge i Lillerød blot en kilometer fra et tætbebygget boligområde.

quote Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg stemte imod, men sådan er det. Nu har byrådet truffet beslutningen, og den skal jeg selvfølgelig følge som borgmester.

Jørgen Johansen, borgmester i Allerød, Kons.

Her stemte Allerøds politikere nemlig om et såkaldt §14-forbud. Hvis det var blevet vedtaget, ville politikerne kunne nedlægge forbud mod at asfaltfabrikken skal ligge i Farremosen - selvom der ikke er noget i lokalplanen, der forhindrer det. Forbuddet ville højst kunne nedlægges i et år, men i den periode ville politikerne have mulighed ændre på lokalplanen.

Men det er nu ikke længere muligt, efter at flertallet i byrådet stemte imod planlovens §14. Dermed kan man fortsætte etableringsprocessen af det meget omstridte et asfaltværk i Farremosen, der har fået en masse vrede borgere op ad stolene.

Alle partier bortset fra De Konservative og Blovstrødlisten stemte imod.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg stemte for, men sådan er det. Nu har byrådet truffet beslutningen, og den skal jeg selvfølgelig følge som borgmester, siger Jørgen Johansen, Kons.

Hellere transportvirksomhed

Tidligere så det ud til, at byrådet ville kæmpe imod asfaltfabrikken. Derfor rettede et enigt byråd tilbage i oktober henvendelse til Erhvervsministeriet med en forespørgsel om, at Farremosen i fremtiden kunne blive et areal til transport- og distributionsvirksomheder i stedet for at indgå som et areal til brug for virksomheder med særlige beliggenhedskrav - som en asfaltfabrik falder ind under.

Ifølge Konservative henvendte man sig med hensigten at nedlægge et §14-forbud imod opførelse af et asfaltværket. Men siden har flertallet i byrådet altså ændret mening. 

- Jeg ønsker at forfølge denne her henvendelse til ministeren, og derfor stemte jeg for et §14-forbud. For mig ville et §14-forbud give tid til at planlægge for, at Farremosen kun var til transportvirksomheder, som jeg hellere så flyttede ind. Men jeg respekterer flertallets beslutning, og det betyder, at jeg arbejder positivt for at realisere lokalplanen, og de virksomheder der lovligt flytter ind, siger borgmesteren.

Socialdemokratiet imod

Socialdemokratiet stemte imod et §14-forbud.

- Det er heller ikke en hemmelighed, at jeg også synes, at det har været en svær beslutning, men jeg har lagt vægt på, at vælgerne skal kende udfaldet af sagen før valget, og at der skal være så stor åbenhed om baggrunden som muligt, siger viceborgmester, Miki Dam Larsen, Soc. Dem., i en pressemeddelse.

Han begrunder sin stemme med, at §14 ifølge ham ikke ville have nogen reel betydning: 

- Advokatens undersøgelser påpeger, at Allerød Kommune ikke kunne undlade at udlægge arealet til virksomheder med særlige beliggenhedskrav. Området er i overensstemmelse med statslige direktiver udlagt til virksomheder af denne type. At nedlægge et §14-forbud ville derfor være udsigtsløst, siger han.

Han tilføjer, at han anerkender bekymringerne fra Farremosens naboer om miljøkonsekvenserne. Kommunen er miljømyndighed og skal sikre, at virksomheden lever op til alle miljøkrav. 

Næste skridt er, at kommunen afslutter en klagebehandling af den undersøgelse, som kommunen har lavet for at redegøre for de miljøpåvirkninger, som asfaltfabrikken vil have på naturen. Herefter træffer kommunen afgørelse om miljøgodkendelse og byggetilladelse.

Og så kan virksomheden Panka reelt begynde byggeriet af asfaltfabrikken. 

Borgergruppe imod byggeri

Borgergruppen "en grøn kommune går i sort" har været imod fabrikken fra start.

- Den bliver lagt et sted, som er fuldstændig tåbelig i forhold til vores miljø og vores grundvand. Den kommer også til at ligge tæt på beboelse og skole, siger Thomas Frich, som er talsmand for borgergruppen.

Gruppen har tidligere udtalt, at de håbede, at politikerne ville bruge §14-forbuddet til at komme udenom asfaltfabrikken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik