Det er pavilloner, der minder om disse i Lynge, der nu skal rives ned. Foto: TV 2 Lorry

Allerød Kommune dropper flygtningeboliger

Allerød Kommune har flere midlertidige boliger end flygtninge til at bo i dem. Derfor skal cirka halvdelen nu rives ned. Et mindretal i byrådet er imod.

Risikoen for at komme til at mangle flygtningeboliger i fremtiden, vægter ikke så højt som muligheden for at bruge pengene fra driften samt pladsen på noget andet.

Derfor har Allerød Kommune besluttet fra årsskiftet at skille sig af med cirka halvdelen af de midlertidige boliger til flygtninge, som den for få år siden satte op i form af pavilloner. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det er rigtig nok, at der kan komme en situation igen i nær fremtid, hvor vi kommer til at mangle dem. Men hvor længe skal vi blive ved med at have tomme boliger stående, når Udlændingestyrelsen har nedjusteret vores kvote for modtagelse af flygtninge til blot fire i 2018, spørger borgmester Jørgen Johansen (Kons.) i Frederiksborg Amts Avis.

Læs også Kommuner får flygtningeudgifter for millioner

Opsagt før tid

Den 1. maj i år havde kommunen en kapacitet på 82 enkeltværelser og 34 familieboliger. Af dem er 29 enkeltværelser og 17 familieboliger i øjeblikket ledige.

- Der er selvfølgelig udfordringer i den beslutning. Det er et sats, for forudsætningen er, at Tyrkiet ikke åbner grænserne, og det er ikke noget, vi kan styre i Allerød. På den anden side sparer vi nogle penge, som vi kan bruge på andre ting, siger borgmesteren til Frederiksborg Amts Avis.

Det er pavillonerne på henholdsvis Vestvej 8 og Banevang 5, der nu bliver opsagt før tid. Dermed forsvinder 50 enkeltværelser og otte familieboliger.

Læs også Liste: Så mange flygtninge kommer til din kommune i 2017

Parkeringspladser kommer igen

Når boligerne ved Lillerødhallerne på Banevang er taget ned, skal de parkeringspladser, der blev inddraget, etableres igen. Det forventes at koste omkring 150.000 kroner.

Og i alt er der givet en tillægsbevilling på 460.000 kroner til ombygning og reetablering i forbindelse med flygtningeboligerne.

Et mindretal bestående af Nye Borgerlige, SF, Radikale, Enhedslisten og John Køhler stemte ifølge Frederiksborg Amts Abis imod forslaget om at nedlægge flygtningeboliger med følgende mindretalsudtalelse:

- Vi ønsker et bedre beslutningsgrundlag med beskrivelse af risikofaktorer og økonomiske konsekvenser ved en nedtagelse af boligerne.