Allerød har stor succes med at få kontanthjælpsmodtagere i job

Nye tal viser, at antallet af kontanthjælpsmodtagere i Allerød Kommune falder markant. Udvalgsformand peger på tre årsager.

Nada Abdullah Ali arbejder som køkkenmedhjælper på Allerød Privatskole og har gjort det i snart to år.

Inden da havde hun været på kontanthjælp i et års tid, men som mange andre kontanthjælpsmodtagere fra Allerød er hun nu ude på arbejdsmarkedet.

Vejen dertil var et jobtræningsforløb på netop den skole, hvor hun i dag er ansat.

- Jeg blev rigtig glad, for jeg gider ikke blive hjemme og bare få penge af kommunen. Jeg vil gerne være stolt af at arbejde og tjene mine egne penge.

Et jobtræningsforløb varer tre måneder, og seks af de syv personer der har været igennem et sådant forløb på Allerød Privatskole er i dag ansatte på skolen.

- Vi vil på alle måder gerne tage et socialt ansvar. Både med elever, men også med arbejdskraft. Jeg synes, at det der med at rumme nogen og hjælpe nogen på vej også er vores pligt og vores ansvar, siger Mikkel Løvenhøj, der er skoleleder på Allerød Privatskole.

Og netop den holdning er ifølge kommunen udbredt blandt virksomhedsledere i Allerød. Blandt andet derfor er det også lykkedes for kommunen at nedbringe antallet af personer på kontanthjælp fra 112 til 48 i perioden april 2016-juni 2018. Et faldt på 57 procent.

Fald i antal skyldes tre ting

- Vi har et erhvervsliv som er i rigtig god vækst og som er villige til at prøve kræfter med den her gruppe af ledige. Så har vi nogle ledige, som både kan og vil, og så har vi nogle rigtig dygtige folk på rådhuset, som kan skubbe og trække og skabe de kontakter, der skal til for at få de her grupper til at mødes, siger Jesper Holdflod Pallesen, socialdemokratisk formand i Sundheds-, Velfærds- og Beskæftigelsesudvalget i Allerød Kommune.

Nada Abdullah Ali har endnu ikke haft en sygedag på arbejdet, og samværet med kollegaerne er blevet en vigtig del af hendes tilværelse:

- Vi går sammen på café og mange andre forskellige steder, og jeg kan godt lide dem og elsker dem, for de er rigtig søde ved mig, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik