Alle bliver løsladt efter skudepisode

Nordsjællands Politi fandt ikke noget under ransagning af Bandidos' klubhus i Kvistgård efter en skudepisode. 15 anholdte bliver derfor løsladt igen.

Nordsjællands Politi afsluttede fredag eftermiddag sin ransagning af Bandidos' klubhus i Kvistgård uden at finde nogen våben. Derfor bliver de i alt 15 anholdte nu løsladt igen efter skudepisoden ved klubhuset natten til fredag.

      - Men sigtelserne bliver opretholdt, og nu må vi forsøge at finde ud af, hvad der er op og ned i det her, siger efterforskningsleder Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi.

      Politiet skal forsøge at finde svar på, hvorfor en gruppe unge med udenlandsk baggrund mødte op ved Bandidos' klubhus? Og hvorfor det endte med, at de kom derfra så hurtigt, at de ikke fik deres biler med?

      Efterforskerne har indtil nu fundet tre patronhylstre på vejen foran klubhuset samt et enkelt skudhul i en container et lille stykke derfra. Men det er stadig en gåde, om der blev skudt mod eller fra rockerborgen.

      Politiet fik torsdag aften melding om, at der blev skudt ved Bandidos' klubhus i Kvistgård, og at beboerne i området havde hørt, at flere biler kørte hurtigt derfra.

      Da den første patrulje nåede frem, fandt man en mand fra Bandidos med overfladiske skrammer efter at være blevet påkørt af en bil. På stedet holdt også nogle biler, der tilhører unge med udenlandsk baggrund, som til daglig bor i området syd for København.

      I første omgang anholdt politiet ni mænd med tilknytning til Bandidos. Kort efter blev tre unge med udenlandsk baggrund anholdt, da de kom kørende tilbage til stedet. Og senere på natten blev tre mænd, der kan sættes i forbindelse med de efterladte biler, så også anholdt.

      Helsingør har den seneste tid været skueplads for et lokalt opgør, som ifølge politiet har Bandidos på den ene side og folk med indvandrerbaggrund i området omkring Nivå og Kokkedal samt i bebyggelsen Vapnagård i Helsingør på den anden.

      - Om skyderiet hænger sammen med de tidligere bataljer, kan vi ikke sige. Men det er nærliggende at tro, siger Henning Svendsen.

      /ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik