VM i ishockey i Royal Arena er et af de seneste store sportsevents i København. Nu frygter arrangøren, at en beslutning i kommunen vil betyde færre lignende begivenheder fremover. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Aldrig et nyt VM i København? Wonderful Copenhagen mister milliontilskud

En række arrangører har sendt klagebrev til Københavns Kommune, hvori de udtrykker bekymring over besparelserne på eventbudgettet.

Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune har besluttet, at det fra år 2019 skal være en kommunal opgave at tiltrække store kultur- og sportsbegivenheder til den danske hovedstad.

Det sker som led i et effektiviseringsforslag, hvor kommunen ved at hjemtage opgaven, som tidligere har ligget hos Wonderful Copenhagen, estimeret sparer 2,4 millioner kroner årligt.

Opgaven med at lave opsøgende tiltrækningsarbejde - det, de fleste betegner som lobbyisme - skal altså fremover varetages af kommunen selv.

Og det er en beslutning, som ærgrer Wonderful Copenhagen, der ikke længere skal tiltrække begivenheder som eksempelvis VM i ishockey eller World Pride.

Læs også Virksomheder bruger København i reklamer: Derfor virker det

Klagebrev fra kendte arrangører

Turismeorganisationen er gået sammen med en række eventarrangører for at rette fælles kritik af Københavns politikere. 

I et brev til Kultur- og Fritidsudvalget, som man kan læse brudstykker af på Wonderful Copenhagens hjemmeside, kalder man beslutningen for "et skridt i den forkerte retning":

- Det ligner en hovsa-beslutning – særligt i lyset af, hvad det er for en opgave, kommunen nu påtager sig. I forbindelse med bud på internationale events, spiller lobbyvirksomhed en stor rolle. Derfor deler vi eventledernes bekymring for, hvad det her vil betyde for København som event-by fremover, udtaler kongreschef Kit Lykketoft.

Blandt underskriverne af brevet finder man blandt andet Ishockey VM 2018, Distortion, Copenhagen Pride, computerspilsturneringen BLAST Pro Series samt Copenhagen Marathon og Copenhagen Half Marathon. 

03:17

Wonderful Copenhagen skal fremover ikke længere skal stå for at tiltrække internationale mega-events som VM i Ishockey til København. Det har et stort flertal i Københavns Fritid- og kulturudvalg besluttet på deres seneste møde.

Luk video

Læs også Global megaevent kommer til København: "Vi vandt WorldPride!"

Mega-events i København

Tilbage i 2011 lagde København og Rudersdal asfalt til VM i landevejscykling.

I december 2017 var Royal Arena vært for EM i svømning. 

I maj 2018 var Royal Arena vært for VM i ishockey.

I 2021 er det planen, at København skal danne ramme om WorldPride. 

Ingen kommentar fra borgmester og kollega

Det er ikke lykkedes TV 2 Lorry at få en kommentar fra kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (Alternativet), da han ikke havde tid søndag.

TV 2 Lorry ville gerne have spurgt, om Københavns Kommune mener, at Wonderful Copenhagen ikke har levet op til forventningerne.

TV 2 Lorry ville også gerne have spurgt, om effektiviseringen er et udtryk for, at tidligere events har været en dårlig forretning for Københavns Kommune. 

Ligeledes om beslutningen betyder, at man ønsker færre events i hovedstaden fremover - eller at kommunalt ansatte kan gøre arbejdet bedre og billigere.

Alternativets Franciska Rosenkilde, der også sidder i kultur- og fritidsudvalget har ligeledes ikke ønsket at besvare spørgsmålene.

Læs også Mega-events giver millioner i omsætning til København

Aktør bag maraton: Man smider erfaring ud af vinduet

Ved Sparta Løb, som er Danmarks største løbe- og atletikklub, græmmer man sig over beslutningen.  

- Det strategiske arbejde, vi har haft sammen med WoCo (Wonderful Copenhagen, red.) har vi fået meget ud af. Både i forhold til Copenhagen Marathon og Copenhagen Half, siger direktør Dorte Vibjerg til TV 2 Lorry. 

- Den erfaring, man har opbygget i de seneste år, er jo fantastisk. Og man kan også se, hvordan Wonderful Copenhagen er steget på ranglisten. I forhold til den opgave, de løser, er de nogle af verdens bedste, siger hun. 

Både Venstre og Liberal Alliance stemte imod beslutningen i Københavns Kultur- og Fritidsudvalg: 

- Det er et bureaukratisk rod, man skaber, som nok heller ikke er ligeså dygtigt som Wonderful Copenhagen. Her har man jo opbygget masser af viden og erfaring. Og specialiseret sig i kompetencer, der gør, at København er en af de førende byer til at tiltrække events, siger Liberal Alliances gruppeformand, Alex Vanopslagh, til TV 2 Lorry. 

Ny arbejdsgruppe overtager job

Siden år 2000 har Wonderful Copenhagen haft ansvaret for at tiltrække begivenheder, der kan sætte København på verdenskortet. 

Kultur- og Fritidsudvalget har givet 4,8 millioner kroner årligt til det arbejde. 

Men for at spare penge og sikre en bedre koordination i tiltrækningen af megaevents og få mest muligt ud af byens værtskab, foreslår man nu en ny organisering

Man etablerer et Eventråd, hvor Københavns Kommune, Region Hovedstaden, Sport Event Danmark og Wonderful Copenhagen skal samarbejde.

Kilde: KK.dk