Aldi-medarbejder reddede kundes liv: Jeg tudbrølede

Uden at tænke sig om to gange ilede 21-årige Michael Wiisbye Christiansen hen for at hjælpe en kunde, der var faldet om foran Aldi i Vedbæk.

En 21-årig Aldi-medarbejder ilede til for at hjælpe en kunde, som faldt om uden for butikken i Vedbæk. Den hurtige reaktion endte med at redde den ældre mands liv, skriver Rudersdals Avis.

Michael Wiisbye Christiansen, der arbejder som førsteassistent i butikken havde netop betjent manden, og da han kort efter rejste sig fra kassen, så han gennem vinduet, at den ældre mand pludselig lå på gaden på den modsatte side af vejen.

Manden blødte fra hovedet

- Jeg tænkte, lige 'hvad sker der her,' og så fik jeg råbt til min leder, at hun måtte passe butikken et øjeblik, og så løb jeg ud til ham. Han lå på maven og hans hoved hvilede ligesom på den pakke toiletpapir, han lige havde købt. Og han blødte fra hovedet, forklarer Michael Wiisbye Christiansen til Rudersdals Avis.

To andre mænd kom løbende til, og en håndværker fra et byggeri på vejen ringede til alarmcentralen. Nu startede kampen mod uret for at redde mandens liv, og de tre mænd begyndte at yde førstehjælp, indtil ambulancen ankom.

- Til at starte med kunne jeg tale med ham, men pludselig forsvandt han, og det samme gjorde hans puls. Så vi startede med at give hjertemassage og mund til mund, fortæller Michael Wiisbye Christiansen.

Datter kontaktede Aldi

Episoden fandt sted for snart to uger siden, men nu har 21-årige Michael Wiisbye Christiansen fra Gilleleje fået besked om, at manden har det godt efter omstændighederne.

Mandens datter kontaktede nemlig Aldi, fordi hun gerne ville takke Michael for hans indsats, som var med til at redde mandens liv.

- Da jeg hørte det, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg begyndte at tudbrøle, for jeg har virkelig tænkt meget på det i de seneste uger. Jeg er bare så glad for, at manden overlevede, siger Michael Wiisbye Christiansen, da TV 2 Lorry ringer ham op.

Drømmen er at redde liv

Ved siden af jobbet i Aldi er Michael Wiisbye Christiansen også frivillig brandmand i Slangerup, og hans drøm er en dag at blive brandmand på fuld tid.

- Der er ikke noget bedre end at redde menneskeliv, og så længe man bare har reddet et liv, så har man gjort det man skulle. Det er noget, de færreste kommer til at opleve, men jeg vil opfordre alle til at lære førstehjælp, så man også kan hjælpe andre, som jeg har gjort, siger han.

- Jeg fik af vide, at vi reddede mandens liv, fordi vi gik i gang med det samme, så jeg er glad for, at jeg havde kundskaberne til førstehjælp på rygraden, og at jeg kunne holde hovedet koldt og gjorde det rigtige, siger Michael Wiisbye Christiansen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik