Albertslund bliver større: Snupper en bid af nabokommunen

Lokalpolitikerne i Høje-Taastrup har besluttet at afgive et mindre areal til Albertslund i forbindelse med et byudviklingsprojekt.

Et nyt byudviklingsprojekt i Albertslund får nu konsekvenser for nabokommunen Høje-Taastrup, som fremover bliver mindre, skriver Dagbladet Roskilde.

Der er naturligvis ikke tale om en fjendtlig invadering med krudt og kanoner fra albertslundernes side, men en helt fredelig beslutning foretaget af lokalpolitikerne.

Læs også Naboer har levet 17 år med støj: Nu griber kommunen ind

Byrådet i Høje-Taastrup har på sit seneste møde besluttet at rykke kommunegrænsen mod Albertslund en smule vestpå, så den i fremtiden vil følge motorvejen, og en del af St. Vejleådalen fremover vil høre under Albertslund Kommune.

Årsagen skal findes i byudviklingsprojektet Hyldagergrunden, der ligger øst for motorvejen og syd for Roskildevej, hvor Albertslund har planer om at oprette et helt nyt boligkvarter. 

00:36 Luk video

Bliver 1.5 promille mindre

I dag ligger området dog både i Høje-Taastrup og Albertslund kommuner, så for nemhedens skyld rykkes kommunegrænsen altså en smule. I alt bliver Høje-Taastrup Kommune arealmæssigt 1,5 promille mindre,

- Det giver god mening at rykke kommunegrænsen, så hele området kommer under den samme myndighed. Det ville ikke være hensigtsmæssigt at udvikle området, og vi så var flere myndigheder, som skulle sagsbehandle og godkende planerne, så ved at rykke kommunegrænsen får vi hele området samlet under én myndighed, nemlig Albertslund Kommune, siger Høje Taastrups konservative borgmester Michael Ziegler til dagbladet.

Læs også Unge chokerede over naboers vrede: Så gik de fra dør til dør

Planerne for området er endnu ikke så konkrete, men det er ideen at altså skabe et helt nyt boligområde.

Ifølge Dagbladet Roskilde sælger Høje-Taastrup Kommune i den forbindelse 57.242 m2 jord i området til Albertslund Kommune for 1.030.572 kroner. Albertslund køber desuden 59.143 m2 jord af Vejdirektoratet, som også ejer en del af jorden i det nye byudviklingsområde.